Mor 2006

Efter en lang periode med stilstand i mit liv, er der pludselig kommet gang i tingene. Derfor har jeg haft travlt de sidste par uger med alverdens papirarbejde osv,

Jeg er endnu ikke helt tilfreds med tingene fordi det hele stadig er lidt kaotisk, men håber at mit liv kommer til at udvikle sig til det bedre i nærmeste fremtid. Så kryds gerne alle jeres fingre for at det kommer til at se lysere ud!

Se http://meremor.smartlog.dk/detaljer-post204094 (password)

Jeg synes det har været en lang og hård vinter, der har været en del ting, der ikke helt har været som jeg synes. Jeg bliver stadig ofte grebet af en følelse indeni af, at mit liv ikke er, som jeg gerne vil have det. Og så prøver jeg at lave om på ting, men det er ikke så let.

Men lige nu tænker jeg meget over, hvilke ting, der skal præge fremtiden. Nye muligheder har vist sig og jeg vil gerne springe med på det hele. Nogen dage. Andre dage har jeg alligevel ikke lydt til det. Andre dage har jeg lyst til at vælge en hel anden vej. Her i vinter har jeg i hvert fald overvejet, om ikke mit liv skulle flyttes et par tusind kilometer i sydlig retning.

Nu begynder solen heldigvis at vise sig, der er ikke noget som at mærke den blive forårssol skinne lunt på sit ansigt!

Jeg føler mig lide overvældet i disse dage. I lang tid har jeg længtes efter mere og andet indhold i mit liv. Ikke kun dårligdomme og tidsfordriv af den ene eller anden slags.

Nu har jeg så fået hvad jeg ville. Indhold. Meget indhold. Så nu er jeg overvældet og stresset. Ved ikke hvad jeg vil. Men der er i hvert fald en masse ting jeg skal. Der er ting, der skal tages stilling til og det er ikke nemt.

Selv om jeg på mange måder har det bedre end for nogle måneder siden, så er jeg ikke helt ovenpå. Deraf har jeg det også svært med beslutninger. For jeg ved ikke hvad der er bedst for mig, mit liv og min fremtid. Jeg er så bange for at vælge forkert.

Jeg er overvældet af valg og pligt. Mennesker der trækker i mig. Ikke fordi jeg ikke ønsker det, jeg kan bare ikke lige overskue det...

Som de fleste sikkert har bemærket, er et nyt år begyndt. Fint for mig, der var altså ikke så meget ved det gamle! Mange mennesker udtaler at det nye år skal være bedre end det gamle. Den optimistiske side af mig vil sige det samme: 2010 skal blive året, hvor det begynder at gå seriøst fremad. Den pessimistiske side af mig tænker, at det ikke gør nogen forskel, at vi er startet på et nyt år.

Inde i mit hoved findes der en alenlang liste over ting, jeg føler skal "fikses" i mit liv. Det hober sig op, gør det. Og jeg ville bare ønske, at jeg kunne strege bare et eller andet på listen. Sige at en eller anden ting er fikset. Føle at listen bliver kortere. Men det gør den ikke rigtig, for jeg kan ikke overskue at gå i gang med noget af det, der er på den.

Af natur er jeg temmelig konfliktsky og privat anlagt. Og jeg tror det er med til at holde mig tilbage for at tage tyren ved hornene. Kaste mig ud og slås med rod, konflikter og den slags. Ud over det så er der bare mange ting, som jeg ikke aner, hvad jeg skal gøre ved. Jeg føler mig altså sådan lidt dum. Jeg tror jeg mangler et kursus i håndtering af livet og hverdagen!

Men nu er det dersens nye år altså i gang og det har bare at blive godt!

Og godt nytår til alle!

Hvis Mor06 havde en Facebook-profil ville der lige nu stå flg.:

Mor06 er træt af at tage hensyn til alle andre end hende selv!

Jeg prøver igen og igen at skrive noget på den her blog, men hver gang ender det med en hel masse lang, kedelig og uoverskuelig tekst. På den måde er bloggen så gået i stå. Det er der jo heller ikke noget ved.

Jeg mangler fremdrift i mit liv. Der sker ikke noget, ikke særlig meget i hvert fald. Jeg synes tingene har stået stille det sidste halve år. Når tingene står stille kan jeg ikke samle mig sammen til noget.

Status på jobfronten er, at jeg er ledig og leder efter et fleksjob. Og der er altså ikke mange, der har lyst til at ansætte en i (et spændende) fleksjob. Og hvor lidt jeg har lyst til at erkende det, så er det job (og dermed penge) vigtigt, for at jeg kan komme videre med alle de planer, jeg engang havde for mit liv. Planer som jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal med nu.

Jeg er færdig med alle læger, psykologer, trænere og fysioterapeuter, der er vist ikke mere de kan tilbyde. Nu skal jeg "bare" klare mig selv. Det er ikke så nemt, for det gør stadig ondt både i kroppen og sjælen, selvom det ikke er så meget, som tidligere. Og jeg kan lige så godt erkende, at jeg ikke får trænet så meget som jeg burde. Engang var jeg sådan en, der trænede en hel del, men jeg kan ikke rigtig finde gejsten igen.

Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg har det med resten af verden. Jeg føler mig distanceret fra dem omkring mig. Jeg tvivler på om det er de rigtige mennesker, for jeg føler mig tit alene, selvom jeg er ofte sammen med andre. Jeg er bare lidt ude af sync med resten af verden synes jeg.

Prinsessen er dejlig som altid. Stolt over at være stor nok til børnehave. Fræk og kæk dagen lang. Hun er som altid lyspunktet i mit liv! Samtidig er hun min største kilde til dårlig samvittighed - sådan er der nok mange forældre, der har det...

Engang var vi et par uden børn og vi ko med tiden til at drømme om børn. Vi vidste ikke hvor mange børn, det skulle være, men jeg tror vi har været enige om, at det er bedst for et barn at have søskende.

Nu er det ved at være længe siden vores prinsesse kom til verden og det er naturligt at tænke over, om hun på et eller andet tidspunkt skal være storesøster. Det er en rigtig svær beslutning. Det skal jo heller ikke komme til at betyde at overskuddet til hende forsvinder.

Jeg snakkede med min psykiater om problemstillingen den anden dag. Der kan jo ske alt fra at jeg i værste fald vil opleve en re-traumatisering og komme tilbage til konstante flash-backs mm. eller der kunne i bedste fald ske det, at jeg ville få en god oplevelse, der lagde den dårlige i baggrunden. Det er jo meget at spekulere over og så er den fysiske del af regnestykket ikke engang taget med.

Hun foreslog at min mand og jeg gjorde to ting. Den første var at skrive for og imod for at få et barn mere samt for og imod for ikke at få et barn mere. Desuden synes hun vi skulle snakke med en passende jordemoder og læge. For det jeg har brug for er at finde ud af, om de kan give mig den tryghed, der gør, at jeg tør igen.

Det er bare SÅ svært. Jeg vil gerne have taget beslutningen, så det ikke skal fylde så meget i mit hoved hele tiden. Men jeg er også bange for at ende et sted, hvor tingene peger imod at opgive at få flere børn. Jeg tror både min kæreste og jeg ville have svært ved at træffe og acceptere sådan en beslutning.

Endnu sværere bliver det af, at vi har været så pressede så længe. Så vi er begge stressede og det går lidt ud over tonen mellem os. Den har det med at være hård ind imellem. Det har jeg svært ved at håndtere og det får mig til at føle mig så skrøbelig, hvilket er irriterende, for jeg synes jo at jeg har det bedre efterhånden.

Vi må prøve at se på mulighederne, se på for og imod og få taget den svære beslutning.

Lige for tiden er jeg ledig i fleksjobsventeposition. Ledig. Det lyder som om, at jeg har masser af tid, ikke? Men sådan synes jeg bare ikke det er. Jeg bruger min tid på en blanding af træning, snak med kommunen, psykolog osv.

Så bruger jeg da også lidt tid på at være sammen med mine venner, når jeg har en dag, hvor jeg ikke skal noget. Det er rart at kunne være bare lidt social nogle gange.

Men det bedste ved at være ledig er, at jeg er begyndt at have lidt mere overskud til prinsessen. Vi hygger os lidt mere sammen end vi gjorde tidligere. For jeg har færre rigtig dårlige dage.

Jeg er stadig ikke helt enig med kommunen og hvordan og hvorledes og slet ikke om, hvor mange timer, jeg skal arbejde. Men jeg håber da, at det ender med noget fornuftigt. Men det giver da en del frustrationer, specielt fordi jeg er ved at være brugt op mht. ventetid og usikkerhed.

Frustration er det, der er værst lige nu. Den sidder udenpå tøjet. Jeg er så også holdt op med at tage lykkepiller. Det har lidt betydet at frustration og vrede ligger lige under overfladen igen. Til gengæld føler jeg mig mere som mig selv, så jeg er primært glad for det. Så må omgivelserne altså leve med "lidt" temperament!

Altså nu var jeg lige begyndt at nyde det der med solskinnet og det lune vejr. Jeg er rigtig glad for forår, men det synes åbenbart ikke så godt om mig! Jeg er blevet angrabet af røde plamager og masser af kløen. Æv bæv. Jeg aner ikke hvad det er, men jeg ved da ikke, hvad jeg ligner!

Nu er det snart 3 timer siden jeg besluttede mig for at jeg skulle sove. Men jeg er åbenbart ikke så god til at abstrahere fra noget, der klør. Så nu har jeg taget skrappere midler i brug og sidder og venter på, at den halve sovepille, der ligger i min mave, vil begynde at virke.

Nå, men jeg må hellere komme en tur fordi et apotek en af de nærmeste dage. De har nu nok noget halløj, man kan smøre på sådan en forårs-plaget hud! For jeg vil jo gerne kunne nyde noget mere af det dersens forår!

Nå, men det passer jo godt, at så snart jeg har skrevet, hvor træls, frustrerende og umulig situationen synes, at så ændrer den sig pludselig.

Endnu en læge har set på journal og scanning og herefter overvejet og tænkt. Og er kommet frem til, at det ikke er sygedagpenge, men fleksjob jeg har behov for. Det kom som en overraskelse, da jeg hele tiden har fået at vide, at det kunne jeg ikke få.

Men nu har den her læge altså kommet dertil, så nu vil min sagsbehandler se på det. Jeg skal sendes videre til kommunens fleksjob-mennesker og så må vi se, hvad det bliver til.

Men min sagsbehandler sagde til mig, at nu skulle jeg tage den lidt med ro og ikke stresse, for det skal nok gå. Det er første gang hun har sagt noget i den stil.

Det er lidt betryggende, selvom tanken om fleksjob er lidt fremmed for mig, der er vant til at tænke, at jeg kan klare mig selv. Samtidig føler jeg mig lidt lettere - der er pludselig en åben dør, hvor der før var lukket overalt.

Og så skinner solen :)

Der var engang, hvor jeg skrev ofte. Hvad jeg lige tænkte og hvad der skete i mit liv. Men det er som om, at mit liv i lang tid har været lidt overfyldt. Og så er det med at læse og skrive blogs jo bare så nemt at glemme for en stund.

Jeg er for tiden ude i en stressende situation, da jeg står til at ophøre med at modtage sygedagpenge. Min tid som deltidsansat er også slut. Og der er intet at falde tilbage på. Jeg har talt med a-kassen, der vil have at jeg skal kunne arbejde 30 timer for at være berettiget til noget. Det er frustrerende og stressende.

Så trods at jeg er i gang med genoptræning og psykolog-samtaler, så er der bare nogen ting, der forhindrer mig i at få det bedre i god ro og orden. Der er ingen ro, ingen svar, ingenting. Hvordan kan professionelle mennesker være så vage?

Nå, men det er sådan cirka billede tlige nu. En endnu mere usikker situation end tidligere. Men gang i behandlingen.

Svaret på min scanning kom tilbage til ryglægen, der indkaldte mig til en afsluttende samtale. Mod hans forventning kunne man faktisk godt se noget på scanningen. Så det var da godt nok at jeg pressede ham lidt til at få undersøgt mig ordentligt.

Det ene af de led, der sidder mellem bækkenet og korsbenet har åbenbart været betændt. Måske ikke konstant, men periodisk. Formodentligt som følge af fødslen. Så det er sikkert det jeg nogle gange mærker. Derfor at det led har gjort ondt det meste af tiden på trods af træning. Det er selvfølgelig træls, men mest er det bare en lettelse at finde ud af, hvad det er.

Men det ændrer ikke så meget på, hvad der skal gøres ved det. Jeg venter på et intensivt træningsforløb med noget personlig tilpasning. Ellers er det smertestillende og evt. en blokade indtil da. Men det tror jeg nu ikke er nødvendigt. Jeg har egentlig vænnet mig til hvordan det føles, så jeg skal bare afholde mig fra de ting, der gør det værre.

Apropos fødsel. I morges så jeg ngoet i morgen-tv om, at de i Herlev tilbyder samtaler til dem, der gerne vil have kejsersnit f.eks. som følge af en tidligere traumatisk fødsel. Tænk hvis man også tilbød sådan noget i Jylland! Og tænk, hvis man kunne få samtalen FØR man blev gravid igen. Så kunne man måske undgå at gå helt i panik. For jeg er stadig panisk ved tanken om graviditet og fødsel. Men jeg kan jo også godt lide de små pus, som veninderne producerer på stribe!

Langt om længe er min ansøgning om tilskud til den medicin, jeg tager, blevet godkendt! Det betyder bare helt vildt meget i økonomien. Medicinen koster nemlig 750 kr. om måneden uden tilskud. Det er 9000 om året. Med tilskud bliver det noget i nærheden af 2500 i stedet - det er jo noget mere overkommeligt.

Det er lidt underligt med de der tilskud. Man skal have prøvet noget andet først for at få tilskud til det her. Selvom det så var det første min psykiater tænkte på til mig. Men jeg havde jo så allerede prøvet noget andet via min egen læge inden. Men jeg kan jo godt se, at det er dyrt for samfundet at vælge noget til 750 pr. måned, hvis nu noget til en 50er virker fint.

Men jeg er da godt tilfreds med at jeg har fået mit tilskud, for jeg synes den her medicin virker godt for mig. Eneste større bivirkning kan ses på vægten - 5 kg i den trælse retning. Men det er en fair pris for bedre nattesøvn og lidt mere ro i både krop og sjæl.

Jeg lavede lægehattrick den anden dag. Simpelthen. Den almindelige læge. Psykiateren. Ryglægen. Pyha, det er lige i overkanten. De to af dem er nu søde nok, det er slet ikke det, men jeg gider snart ikke blive endevendt mere. Lægen og psykiateren var hurtigt overstået. Ikke det store der.

Nu er jeg jo kendt for at være ret nærtagende, specielt når det gælder læger. Jeg har haft så mange dårlige oplevelser, at jeg ikke gider mere fis. jeg har bare ikke tillid til dem. Min ryglæge sætter gang i mit personlige forsvar. Når jeg fornemmer, at han ikke rigtig lytter til hvad jeg siger, så bliver jeg sur-ked.

Jeg forsøgte at forklare ham om to problemer jeg har. Det ene undersøgte han så. Det andet sagde han intet til overhovedet og det er det problem, der bekymrer mig mest. Skarpe ledsmerter kan da ikke være et godt tegn! Nå, men han sagde til sidst, at han da godt kunne sende mig til en scanning, hvis det skulle være - efter 2½ års problemer!

Men han ville da lige informere mig om at jeg er aaalt for stor til at være i en MR-scanner, så det måtte blive en CT-scanning, som jo giver en del stråling. Nå. Men hvis jeg bare lod være med at være gravid. Jo.

Altså jeg er jo stadig panisk bange for graviditet og fødsel og lægernes vævende svar på alting gør det altså ikke bedre!

Desuden henviste han mig til noget halløj med sundhed og træning. Der er nok noget der ligner ½ års ventetid, men skidt med det. Problemet er at det er i dagtimerne. Det er jo lidt svært mht. arbejde. Nå, men det må jeg se på til den tid.

Når man tænker på, at da jeg kom sagde han, at der ikke var noget han kunne gøre, så er det da bemærkelsesværdigt at jeg nu har henvisning til scanning og træningshalløj. Men nu er jeg så også afsluttet hos ham.

Så er årets sidste døgn begyndt. Jeg sidder her selvom jeg burde ligge i min seng. Kom lige til at se film. Men mit søvnmønster er også helt smadret for tiden. Igen.

Men i det mindste går det da bedre end sidste år på denne tid. Selvom jeg har perioder med for lidt og for dårlig søvn, så sover jeg generelt bedre nu. Men jeg får selvfølgelig også angst-dæmpende medicin, der skulle hjælpe på den urolige søvn.

Min krop har det lidt bedre, men den og jeg er stadig ikke rigtig på bølgelængde. Jeg kender den bare ikke så godt længere. Den føromtalte medicin har en rar "bivirkning": den dæmper også udstrålende smerter. Jeg har fået endnu nogle fagfolk sat på sagen om min krop, men der er ikke så meget nyt. Endnu.

Min sjæl er stadig ikke rigtig kommet sig. Der er gode perioder, men der er også rigtig fårlige perioder. Men jeg har fået en ny psykolog og jeg synes det tegner fornuftigt.

Mit liv generelt er altså bare stadig lidt af et kaos. Hver gang jeg tror jeg er ved at få lidt færre kaos-faktorer i mit liv, så melder nogle nye sig på banen. Sådan en række af kaos kan da ikke vare ved? Nogle gange ser man det bare ikke komme, alle de der kaos-skabende elementer.

Lige for tiden er hele halløjet med kommune, arbejde og rettigheder den helt store stress-faktor. Hvis der ikke snart kommer en afklaring, så er jeg på egen hånd. Jeg troede egentlig man skulle være rask, for at "systemet" siger, at man er på egen hånd. Men nej, det gælder kun, hvis man kan blive rask på tid. Ikke et trick, jeg har fået lært mig.

Men der er ikke andet for end at håbe. Håbe på, at det nye år bringer nogle nye muligheder. Jeg glæder mig over, at prinsessen er frisk og sund. Hun er blevet så stor og skøn! Menneskerne i mit liv, de er der heldigvis stadig, selvom resten er kaotisk.

Nu vil jeg bare sige godt nytår og sende et nytårskram til jer, der læser med!

Hvor mange nederleg skal en person kunne klare på en gang? Hvor mange nederlag skal der komme, før det holder op? Er der noget at sige til, at man er ænstelig, når mange af de ting man frygter går i opfyldelse? Hvor skal jeg gå hen og hvem skal jeg være?

Mit hoved er fyldt med tanker og alligevel føler jeg mig så tom indeni.

Det er ikke ret meget jeg får siddet her ved computeren og får skrevet for tiden. Der er meget at lave og alt for lidt tid. Og så kommer der lidt sygdom oveni - det er der jo ligesom en del af i luften for tiden.

Jeg har haft meget at lave både privat og på mit arbejde. Og jo mere jeg laver, jo mere sover jeg. På den ene side er det fantastisk at kunne sove den dybe gode søvn, men det er også lidt irriterende at være ved at gå kold midt på eftermiddagen og igen kort tid efter at prinsessen er kommet i seng. Det er altså temmelig upraktisk.

Men ellers får vi det da til at hænge sammen. Og jeg har det egentlig ok meget af tiden. Dagene med slemme smerter er heldigvis få for tiden! Jeg er ikke altid nærværende overfor prinsessen, men jeg har dage, hvor vi hygger os med bøger og sange og det er skønt!

Men stressen dukker tit op. Både i dagligdagens situationer og når jeg føler at der stilles krav til mig fra alle sider. Jeg føler at det er en facade, når jeg forsøger at følge med og derefter dejser om i min seng når jeg er alene.

Generelt er det bare svært at prioritere, specielt når jeg bruger så meget tid på at sove. Jeg vil jo helst prioritere familien, men der er jo så mange forpligtelser, der ikke kan negligeres. Men den del af det kender de fleste børnefamilier jo nok :)

Jeg kan ikke bestemme mig. Jeg har altid været sådan lidt ubeslutsom, men kan jeg have to diametralt modsatte meninger samtidig? Åbenbart!

Enten...

...går det fremad. Jeg har det meste af tiden færre og knap så voldsomme smerter end tidligere. Der findes faktisk dage uden flash backs. Jeg kan se, at der findes gode ting, specielt kan jeg virkelig se, at prinsessen er en vidunderlig pige, som godt kan lide sin mor.

Eller...

...jeg er træt, trist og udmattet og kan ikke se meningen med det hele. Der er stadig ting, der gør ondt, i kroppen og sjælen. Jeg har dårlig samvittighed, slår ikke til og kan ikke honorere dem krav, der stilles til mig. Prinsessen tester mig til det yderste og jeg synes hun er en møgunge og at jeg selv er en møgmor.

Kan man godt mene begge dele samtidig? Hvor længe går der, før man bliver sådan rigtig skør af at være så ambivalent?

Den sidste uges tid er gået med at være syg, sove og ellers have travlt med alt muligt. Det kræver mere energi end jeg har. Jeg føler kravene vælte ind fra alle sider og jeg er hele tiden bekymret for, om jeg kan opfylde dem alle.

Jeg har som sædvanlig dårlig samvittighed overfor min familie. Jeg ved at prinsessen kan føle, at jeg ikke altid er så nærværende, som jeg burde og gerne ville være. Det gør mig trist!

Samtidig mærker jeg en forbedringer på nogle områder. Det gør det bare så meget mere trist at der kommer modgang fra andre sider. Jeg er træt og udmattet og gider snart ikke flere forhindringer!

Mit liv er som et korthus - så nemt at blæse omkuld. Den ene dag lysner det, den næste ramler det hele igen. Denne gang føles det som om alt falder fra hinanden for mig.

Hvorfor skal det være sådan? Hvorfor skal lidt fremgang og positivitet følges af stor modgang og et liv, der vokser mig over hovedet? Alting er så uoverskueligt.

Vi har været lidt stressede hjemme hos mig på det sidste. Men nu er der kommet lidt mere wstyr på sagerne og det har lettet en hel del på stemningen. Den har været lidt anspændt på det sidste. (Mere detaljeret: http://meremor.smartlog.dk/ - kræver password)

Vi har haft let til at vrisse af hinanden og skælde datteren ud. Jeg bliver ked af det, når vi kommer til at skælde hende ud.  Nu håber jeg at vi kan blive lidt gladere.

Jeg har haft lidt smerter igen de sidste dage, men ikke så slemt igen. Håber det ikke udvikler sig. Det har virkelig været godt med en periode uden alt for stærke smerter!

Nu vil jeg se at få noget fornuftigt ud af dagen og glæde mig til at det snart er weekend!

Der har været nogle stykker af de gode dage her på det sidste. Færre smerter og et rimeligt humør. Jeg har fået det udnyttet lidt til at få gjort et par ting.

Jeg ved godt at det ikke er sikkert, at det varer ved, men bare det varer lidt endnu :) Min psykiater mener bestemt, at afslutningen på en god periode fysisk kan starte de der dårlige tider psykisk. Det tror jeg bestemt er tilfælder nogle gange.

Men selvom det går godt fysisk har jeg stadig let til stress over små ting, jeg bliver stadig trist ind imellem og jeg får stadig slemme flash backs. Men det er nok lidt nemmere at kapere - i hvert fald stress og tristhed.

Det svinger utrolig meget, hvordan det går med arbejdet. Jeg synes det burde gå godt, men koncentrationen falder virkelig meget let ud. Og det er som om jeg ikke rigtig har lært at få ført den tilbage på rette spor igen.  Så der er dage, hvor jeg får udrettet meget lidt og det gør at jeg føler mig presset ift. diverse tidsplaner. Men det går nu nok alligevel.

En ting, der ikke lige går som det skal er mit vægt-projekt. Jeg er igen (måske pga. medicinøgning) inde i en periode med manglende fornemmelse af mæthed og et underligt forhold til mad. Der er simpelthen færre madvarer der tiltaler mig end normalt. Jeg håber det går over inden vægten går helt amok!

Nå, en ny uge truer, bare det bliver en af de gode!

...skrev jeg på min blog. Det har jeg ikke gjort i lang tid. Ikke at det udelukkende har været fordi jeg har haft det skidt. Først havde jeg det ok, så havde jeg det rigtige skidt, så gik det op og ned og nu går det bedre igen.

For en måneds tid siden fik jeg lidt mere styr på min arbejdssituation og jeg var inde i en fysisk god periode. Det ville jeg virkelig udnytte til at gøre lidt ekstra - gøre små ting sammen med prinsessen og gøre ting, som er blevet udskudt i evigheder.

Da det så gik galt igen med det fysiske, røg jeg ned i et hul psykisk, for det var ikke til at bære, at al min energi igen var væk og at jeg igen havde smerter konstant. Efter lidt tid med fys og megen afslapning gik det heldigvis fremad igen.

Til gengæld røg jeg ind i en periode med fustrationer, opgivende humør, tristhed, dårlig søvn, dårligt humør, rigtig dårlig hukommelse og mangel på koncentration. Den slags sætter sig virkelig på selvværdet - jeg kan føle mig så dum. Jeg ved jo godt, at jeg ikke ER dum, men når jeg ikke kan fokusere på det jeg er ved, så har det samme effekt som hvis jeg VAR lidt dum :(

Samtidig så kan jeg se, hvordan det påvirker min familie, når det går skidt for mig. Det gør bestemt ikke situationen bedre. Kæresten bliver irritabel, prinsessen bliver vrangvillig og mere fræk end hun plejer. Hun bliver også pylret og græder mere end hun plejer. Det er rigtig svært at se, for jeg kan ikke lade være med at føle skyld.

Nå, men efter denne psykiske nedtur kom nogle dage med rigtig slemme smerter, der trods fuld doping holdt mig vågen et par nætter. Jeg var forbi psykiateren, der satte mig lidt op i medicin - hun sagde at det nok ville kunne give mig bedre søvn. Og de sidste par nætter synes jeg da også, at jeg har sovet rimelig godt. Smerterne er endelig på retur og i dag har været en af de gode dage.

Om en måneds tid starter jeg hos en ny psykolog. Jeg håber det kan hjælpe mig med at finde ud af, hvordan jeg kommer ud af de dårlige tanker og hvordan jeg kommer videre i mit liv. Der er stadig så meget, der mangler at få en plads i min "livshistorie" uden at komme til at fylde for meget i nutiden.

Mht. smerterne så venter jeg stadig på min tid hos reumatologen. Jeg render stadig ind i skævheder og hold i ryggen/bækkenet ind imellem. Jeg er netop begyndt at føre en dagbog over smerterne, specielt fordi jeg ind imellem få nogle anderledes og rigtig ubehagelig smerter. Min psykiater bad mig alligevel føre en over humøret, så det kan jeg jo passende gøre samtidig.

Nå, men nu vil jeg glæde mig over at i dag går det ganske udemærket og tage morgendagens bekymringer senere!

Der var lidt mere på prgrammet i løbet af min dag på arbejdet i dag. Diverse mødeaktivitet er der jo, også selvom jeg er deltidssygemeldt. Og netop møder er rigtig hårdt for mig. Efter 30-40 minutter begynder jeg at sidde uroligt på stolen, fordi det er hårdt at sidde så længe. Efter 1 times tid begynder min koncentration at svigte. Det er heldigvis ikke så tit at jeg har mere end 1 times møde på samme dag.

Men i dag gik der altså en hel del tid med at sidde til møde. Når jeg så i forvejen er ret smerteplaget for tiden, så er det rigtig hårdt. Og midt i det hele kommer jeg til at tænke på datteren, tankerne vandrer lidt længere væk et øjeblik og strans melder der sig lige et flash-back. Det er SÅ ubehageligt og sårbart at sidde der midt mellem andre mennesker og opleve det.

Jeg mistede selvfølgelig fuldstændig evnen til at lytte i nogle minutter og tabte tråden i det, som en kollega var ved at forklare. Det var meget svært at genvinde fatningen! Jeg stillede sikkert et par dumme spørgsmål bagefter :/

Jeg overvejer meget, om jeg bør fortælle flere af mine nærmeste kolleger om, at jeg er sårbar på flere punkter end bare mht. smerter. Men flere af dem kender jeg ikke særlig godt og så er det altså ikke rart at skulle fortælle alt for meget.

Men nu vil jeg gå i seng og se frem til, at jeg kan arbejde lidt kortere tid i morgen, fordi arbejdsdagen i dag har været længere end sædvanligt!

Knap så søvnig, men desværre temmelig plaget af smerter. Sådan har jeg det lige nu. Vågnede kl. 3 i nat. Havde ondt, kunne ikke finde ro, kæresten snorkede, datteren lå hos os og sparkede og alt var bare trælst. Heldigvis kunne alt det ovenstående afhjælpes med ½ time, ½ sovepille og en sofa.

Men det var en hård dag på arbejdet og ellers ovenpå den nat. Smerterne er der stadig og jeg kom kun igennem arbejdsdagen vha. smertestillende. Æv. Min mave har det rigtig skidt, fordi jeg har taget en del smertestillende de sidste 3 dage. Så nu prøver jeg alt holde igen, men det er svært, for jeg er ret sensitiv overfor smerterne lige nu.

Nå, men nu skal det hele jo ikke være negativt. Træning hjalp en lille smule, selvom det var ubehageligt at træne med alle de smerter. Arbejdet i dag gik som det skulle - jeg har gode forventninger til mine opgaver det næste stykke tid. Så alt i alt klarer jeg den og jeg bevarer optimismen nogenlunde på trods af den der stemme indeni, der engang imellem overdøver alt andet med sit evindelige "nu orker jeg sgu ikke der her mere"!

Medicinoptrapning eller datter, der vækker mor midt om natten har gjort, at jeg har været SÅ søvnig ide sidste par dage. Gaaab! Jeg skal virkelig tage mig sammen, for at holde mig vågen.

Men ud over det, så synes jeg at jeg har fået lidt mere optimisme ud af den der plan, der er lavet. Pludselig ved jeg præcis, hvor meget, jeg skal arbejde. Jeg føler ikke dårlig samvittighed, når jeg går hjem. Før tænkte jeg næsten dagligt på, hvornår kan jeg nu tillade mig at gå hjem, selvom jeg ikke kan koncentrere mig længere.

Jeg kan mærke, at der er en lille smule mindre uro. Det skyldes sikkert en kombination af medicinen og den mere stabile situation på arbejdet. Roen giver mig flere flash backs - det har jeg også oplevet tidligere. Det er rigtig hårdt og piner mig meget. Men det er jo det, der skal arbejdes med, når jeg får den nye psykologhenvisning. Så jeg håber, at der også kommer lidt mere styr på den del af problematikken.

Jeg synes i hvert fald, at der er kommet så meget styr på en hel del ting, at jeg tør vælge at være optimistisk. Jeg har bestemt mig for, at jeg vil mønstre så meget gå-på-mod, som jeg kan!

Jeg har været forbi psykiateren igen. Det er desværre ikke det helt store, hun kan tilbyde mig. Medicin og ½ times samtale hver 4-6 uge. Den klinik hun havde hevist mig til afviste jo henvisningen. Så hun synes at jeg skal prøve med en psykolog igen, men en, som bruger en anden terapiform end jeg tidligere har prøvet.

Jeg er helt med på at denne form for terapi (kognitiv) helt sikkert er en rigtig god ting for sådan nogen som mig. Jeg har jo brug for at lære at tænke mindre på det, jeg har oplevet, få lagt det bag mig (så meget som det nu er muligt) og komme videre med mit liv.

Men puha, hvor er det bare hårdt at skulle henvises til endnu en ny person og endnu engang at skule beskrive, forklare, forsvare. Det er bare ikke til at overskue. Men i det mindste sender psykiateren mig ikke bare videre uden at følge op. Jeg skal stadig komme der. Så vil hun følge op på medicin og på, om jeg nu også får noget fornuftig behandling. Det var i det mindste en lettelse, at hun ikke bare "sender aben videre", som jeg tidligere har oplevet.

Og apropos medicin, så er jeg igen trappet op. Jeg har stadig ikke fået tilskud til medicinen, som koster 8 kr. pr. stk. og jeg tager nu 3 i stedet for 2 pr. dag. Og hun sagde, at det ikke er unormalt at tage det dobbelte, før det virker ordentligt. Jo tak, men så vil jeg altså gerne have det der tilskud først! Nå, men jeg tror det virker lidt på min ellers så konstante uro - den er da blevet lidt mindre til tider.

Nå, men jeg må jo hellere snakke med lægen om en ny psykologhenvisning (som jeg burde kunne få efter den der nye lov kom i april) og bestille tid. Og så skal jeg lige snakke ventetider. Og jeg er blevet bedt om at ringe til sagsbehandleren i morgen. Det er lige før man burde have en sekretær, når man er syg!

Nå, der blev jo snakket fremtid på mit arbejde og med min sagsbehandler i løbet af de sidste par uger. Der er blevet lavet en plan. Det er jo sådan set fint nok. Det tager lidt af al min stress og mine frustrationer. Jeg ved nu ikke helt, om den er realistisk, men den skulle jo også lgiesom lægges indenfor de rammer, der er givet i systemet. Så det blev jo så.

Så der er lagt en plan for timetal, optrapning af timetal, evaulering osv. Så er det bare at prøve at se, om det fungerer. Det ville da være rart nok og jeg vil bestemt også gøre mit bedste, men inderst inde er der bestemt en frygt for at det er for meget for hurtigt. Men hvis det er tilfældet, så må vi jo tage den derfra.

Jeg fik kommunikeret mine behov lidt mere end jeg plejer. Men jeg tror stadig ikke jeg har fået forklaret alle mine skavanker, så alle er helt med - det er primært de psykiske faktorer, der er lidt svære at putte ind i en ellers udemærket samtale. PS, så har jeg en underlig stresslidelse, der indebærer, at jeg ikke altid selv vælger, hvad jeg tænker. Nix, det var ikke lige så let at få sneget ind.

Men alt taget i betragtning, så gik det okay. Det er jo ikke sjovt at skulle snakke med alle mulige om mig, mit arbejde, mit liv osv., men det var ikke så slemt, som jeg havde frygtet. Nu vil jeg i hvert fald bare se, om der ikke kan komme noget fornuftigt ud af det!

Det eneste, der så ikke er nogen, der synes at kunne hjælpe mig med, er den der speciallægehenvisning. Selvom man er i gang med en udredning om, hvordan det står til med arbejdsevnen, så er der ingen mulighed for at få den der undersøgelse lidt hurtigere. Alle peger bare på hinanden. Sagsbehandleren, lægen osv. synes at det er de andre, der skal gøre noget for at fremskynde sagen. Suk!

Jeg har mødt min sagsbehandler ansigt til ansigt for første gang. Mit indtryk er det samme, som når jeg har talt med hende i telefonen - hun er venlig og forstående, men taler ikke helt samme sprog som mig. Men hun lytter til hvad jeg har at sige.

Jeg fik læst min psykiaters status. Underligt. Jeg kan se, at jeg havde ret i min fornemmelse af, at hun fokuserer lige lovlig meget på det depressive. For mig har det aldrig rigtig fyldt særlig meget. Jeg synes også ofte, at læger er meget hurtige til at putte folk i "depressions-kassen". Ja, jeg har været deprimeret i en periode for et års tid siden. Men derfor skal det vel ikke for evigt kaldes depression hver gang, jeg er ked af noget? Jeg har lov til at være frustreret, ked af det og opgivende uden at jeg er deprimeret. Jeg synes egentlig nok jeg har rigeligt grund til det. Jo, hun skriver også andet, men det er tydeligt at hun ikke er helt til bunds i den del af det. Jeg synes, at der er noget forkert i, at der ikke står noget som helst om, at der bl.a. var tale om en form for overgreb undre min datters fødsel. Det er for mig en meget vigtig ting, da det er lige præcis det, der hjemsøger mig allermest og gør mest ondt indeni. Desuden kunne sagsbehandleren fortælle, at den henvisning, der var blevet sendt til en klinik ang. yderlige behandling var blevet afvist. Jeg passer ikke ind i deres målgruppe (story of my life - jeg passer rigtig dårligt ind i alle de dersens kasser, der findes).

Nå, men ellers gjorde min sagsbehandler det klart for mig, at den eneste mulighed, der er lige nu, er at forlænge min sygemelding. Jeg kan få den forlænget et halvt år. Det var ikke den ro og sikkerhed, jeg håbede på, men det må gøre det for nu. Jeg må prøve at finde ro nok i det - i hvert fald er den stress-faktor der var i at have en deadline lige om hjørnet blevet fjernet.

Ellers handlede det mest om, at jeg skal have en fra kommunens jobcenter til at se på, om der kan laves noget om på mit arbejde, så det kan blive bedre. Selvfølgelig med det mål for øje, at jeg skal kunne arbejde mere. For min sagsbehandler er målet at få mig op på 30 timer for så kan jeg jo sagtens forsørge mig selv og så behøver jeg ikke mere økonomisk hjælp.

Hvis jeg troede jeg kunne det, ville det sådan set være fint. Jeg ville ønske at jeg kunne det nu, så jeg slap for alt det her (selvom der er noget forkert i, at man ikke får hjælp, når man er syg). Men det er bare ikke særlig realistisk. Fysisk har jeg ikke fået det nævneværdigt bedre i meget lang tid - at min fys kan hjælpe mig med at holde de alvorlige fysiske nedture nogenlunde på afstand er jo ikke ensbetydende med, at det går godt nok. Psykisk går det alt for meget op og ned til at sige noget som helst.

Bagefter det møde følte jeg mig så rystet. Selvom sagsbehandleren var behagelig at tale med og gav udtryk for, at hun gør, hvad hun har mulighed for at gøre for mig. Men hvor er det bare en ubehagelig situation. Hvorfor har man bare sådan et behov for at retfærdiggøre det, når man har brug for hjælp?

Og så apropos fysikken. Den kan altså sagtens stadig være grund til at jeg ikke kan sove :(

Jeg er træt, har for meget at lave og så har jeg en træls hovedpine, så jeg ikke kan tænke. Så det meste er som det plejer!

Jeg har haft datteren alene en del de sidste par dage fordi faderen skulle en hel masse. Selvom det er en dejlig prinsesse, så er det bare hårdt, når der ikke er en backup-person i nærheden.

Jeg er blevet indkaldt til diverse halløj med kommune/sagsbehandler/jobcenter og det stresser mig en del. Hvor ubehageligt at have møder, hvor det, der skal drøftes er mig! Og så virker det lidt som om det godt kunen blive kortsigtede løsninger de går efter. Det er bare ikke nok til at jeg kan få ro i sindet. Og ro synes jeg netop er det, jeg har behov for, for at få fodfæste i mit liv, min familie og mit arbejdsliv igen...

Efter en rigtig dejlig weekend, med diverse veninde-hygge startede jeg ugen med et ganske godt energi-niveau! Energien blev bl.a. lagt i ugens første træning - det var en af de hårde!

Men efter et par trælse dage, hvor jeg har været forvirret og glemsom, så er dampen ligesom gået af igen. Men det var godt, så længe det varede! Men i går da jeg ligesom opdagede at det var slut med denne omgang energi, blev jeg ret ked af det og kom i det der "nu gider jeg bare ikke mere"-humør.

I dag kom jeg så til at gøre et eller andet forkert, så nu er jeg vist blevet lidt småskæv igen. Og jeg kan ikek rigtig få det til at falde på plads. Nå, jeg må håbe det er bedre i morgen, ellers må jeg jo ringe til fyssen! Og apropos skavanker - jeg har fået en speciallægetid - om 5 måneder :(

Nå, men ellers går det som det plejer....

Mit liv står stille. Synes ikke det forandrer sig i den rigtige retning lige nu.

Vægten er stået stille - måske et par hundrere gram mindre end sidste uge, men ikke mere end hvad der kan tilskrives måleusikkerhed ;) Men det er jeg nu også fint tilfreds med, for der har været en hel masse familie-halløj og det plejer at give et hop opad, så stilstand er helt acceptabelt. Jeg gider ikke skilte med mit lille projekt, gider ikke snakke om det, sådan er det.

Kroppen har lidt lidt under al den aktivitet og en hård start på træningen efter ferien. Jeg må prøve at passe lidt mere på mig selv. Gider ikke at have for mange sygedage!

På arbejdet har vi talt lidt om at lave om på det formelle omkring min arbejdstid, således at jeg får et officielt timetal i stedet for bare at arbejde så meget jeg nu orker. Det vil jeg gerne have, for så er der lidt mere struktur på tingene og jeg kan fordele timerne som jeg vil på ugens dage, så det passer bedre med træning osv. Jeg håber det kan lade sig gøre.

Men ellers har jeg bare så let til tristhed, uro, stress, rastløshed og flash backs for tiden. I morges havde jeg en ret hektisk morgen med prinsessen, der havde fået benet forkert ud af sengen. Den slags er nok til at der sætter sig en klump indeni, der bliver der hele dagen og får tårerne til at stå klar - ikke at jeg rigtig kan græde for tiden.

Æv, jeg vil bare gerne være lidt frisk og have lidt energi :/

Men jeg vil glæde mig til weekenden, hvor jeg har en hygge-date med et par veninder, det tror jeg, at jeg vil have godt af!

Nu er jeg kommet en smule i gang. Ikke de store ændringer, bare væk med slikket, sørge for morgenmad hver dag og ind med lidt flere og sundere mellemmåltider. Det går nogenlunde, men jeg skal dog stadig have stoppet lidt flere grøntsager ind - svært når man egentlig kan lide ret meget af den slags.

Før jeg begyndte at tage på igen efter start på den nye medicin, havde jeg sat et mål, en vægt jeg gerne ville nå, når jeg havde overskud til det. Målet svarer til, hvad jeg vejede tidligere, før jeg blev sådan en studerende/ansat med kæreste, dårlige vaner og alt for mange besøg på cafeer og restauranter.

Jeg lå længe 7-8 kg over denne vægt, men var også på et tidspunkt lidt længere nede, men kom igen op på samme niveau igen. Pillerne gav 3 kg oveni, ferien et enkelt mere, så nu er jeg 11 kg over målet. Og jeg havde besluttet med mig selv, at hvis jeg kom over målet+10, så skulle jeg handle. Jeg vil nemlig ikke komme til at veje så meget som før jeg blev gravid.

Så nu handler jeg. Jeg har ikke helt overskud til det, så jeg håber jeg kan komme igennem på vilje og motivation!

Jeg har planer. Eller i hvert fald har jeg nogen ting, jeg vil forsøge at opnå indenfor det næste stykke tid. Det er måske ikke helt realistisk, men jeg tror bare jeg må gå efter det og se, hvilke af tingene, der er mulige. Nu hvor alle mennesker ikke har ferie længere, så skal der i hvert fald bare ske noget.

Jeg har haft flere dårlige perioder henover sommeren og følt mig lidt alene. Med lang tid til afklaring, behandling osv. har jeg været ret frustreret over, at jeg bare har kunnet lade stå til. I mit hoved og i min krop.

Men nu kommer der ligesom gang i alting igen. Deraf den her plan...

• Nu hvor min egen sommerferie med flere usunde vaner end sædvanligt er slut, så skal der lidt sundere varer på bordet hjemme hos os. Ikke sådan en kæmpe omlægning, det har jeg ikke overskud til, men lidt har også ret. Jeg håber at det vil ende med et vægttab, bare 3-5 kg vil være nok til at jeg er tilfreds for nu.
• Jeg skal snakke med min læge om, hvad vi skal gøre ved den her fysiske sitution. De råd jeg fik, da jeg efter henvisning blev undersøgt af en fysiurg kan jeg ikke bruge til så meget. Mit liv har stået på stand by i to år, sådan kan det ikke blive ved. Jeg har jo også en familie, der skal fungere.
• Jeg skal have styr på, hvad der skal ske med sygemelding og arbejdssituation. Jeg har stadig ikke hørt fra den der job-gruppe, jeg er blevet sendt videre til. Jeg vil vide, om jeg har nogen realistisk mulighed for at få forlænget min deltidssygemelding. Jeg skal også lige have sagsbehandleren til at se på, om de psykiske ting har nogen indvirkning på, hvad jeg har ret til.
• Sidst men ikke mindst skal jeg have min psykiater til at fortælle mig, hvad hun har tænkt sig, der skal ske. Hvordan jeg skal komme videre med mit liv og hvem der skal hjælpe mig med det. Ja og så vil jeg gerne vide lidt mere præcist hvad hun mener, der er galt med mig.

Det lyder da nemt, ikke?

Jeg havde besluttet, at nu skulle det være slut. Slut med at spise alt det sukker. Men jeg er bare så forbandet afhængig af skidtet! Dag 1 i mit projekt og jeg er allerede faldet i. Men i morgen er der atter en dag og så må det da lykkes! Men det er svært, for jeg er virkelig ret afhængig.

Ferien og specielt den medicin jeg får, har kostet et par kg til den trælse side. Æv æv! Det er ikke fordi at jeg sådan har nogen stor plan om at tabe mig en hel masse, men jeg vil gerne holde min vægt. Jeg vejer stadig en del mindre, end da jeg i sin tid blev gravid og det vil jeg jo gerne blive ved med.

Jeg fandt et billede i dag, som er taget for 2-3 år siden. Jeg var ret overrasket over, hvor stor forskel, der så ud til at være fra dengang og så til nu. Så jeg har bestemt, at det kan godt være, at jeg ikke taber mig mere, men jeg skal i hvert fald heller ikke tilbage til den vægt, jeg havde på det tidspunkt.

Jeg har sat en max-vægt, og når den nås, så skal der handles. Og den er ligesom nået efter alt det her med medicin og ferie. Jeg har stadig problemer med at føle mig mæt - det er rigtig irriterende!

Men nu prøver jeg at begrænse nogen af de dårlige vaner først, primært handler det om ikke at spise slik alt for ofte. Dernæst vil jeg gerne prøve at få lidt mere frugt og grønt ind i vores hverdag (prinsessen får masser af det, men hun elsker det også, det gør hendes mor ikke). Sidst vil jeg gerne prøve lige så stille med lidt mere træning - hvis min krop altså vil være med til det.

Her hos mig har døget både for få og for mange timer.

For få af dem, hvor man sover. For få af dem, hvor man ler sammen med sin datter. For få af dem, hvor man har energi til at gøre noget ved alle de ting, man bare gerne vil have af vejen. For få af dem, hvor man er optaget af at læse en bog og glemmer resten af verden. For få af dem hvor kreativiteten og inspirationen blomstrer.

For mange af dem, hvor man ligger søvnløs, sover men drømmer mærkelige drømme eller er i en tilstand af halvt søvn, halvt vågen. For mange af dem, hvor man arbejder eller nærmere stirrer tomt ind i skærmen og prøver at lave noget fornuftigt. For mange af dem, hvor hjernen er fyldt med ting, der burde forvises til havets bund.

Endnu en af de der dage! Sad med solen i ryggen og vinden dansende på mit ansigt - jeg tænkte at det her var da meget godt. Men et splitsekund af sårbarhed og tankerne tager over.

Men jeg fik startet til træning igen efter et par ugers ferie. Det var hårdt og varmt. Meget varmt! Men også godt at komme i gang. Godt at få brugt min krop, den savner at danse, cykle og lave sjov fitness til musik. Indtil videre må den nøjes med den knap så muntre træning, men det er nu også ok. Hvis jeg havde energi til det ville jeg gerne træne tre gange om ugen i stedet for to. Men jeg må hellere sætte et rimeligt ambitionsniveau.

En dag mere, så er det da heldigvis weekend :)

Så har jeg endelig fået taget mig sammen til at vende tilbage til min blog - og andre for den sags skyld. Der har været ferie og sol og bare sådan generel ugidelighed.

Jeg har haft hyggelige oplevelser med min familie her i ferien. Vi har hygget os i solen, i haven og alle mulige andre steder. Men jeg må også indse, at det er hårdt for mig at have prinsessen hele tiden. Specielt når kæresten har egne gøremål. Men jeg kan se, at prinsessen nyder at være hjemme og spæne rundt i haven, selvom jeg nu også tror, at hun savner lidt mere action - så hun bliver glad for at komme i vuggestue igen!

De sidste dage har jeg været utrolig træt og mine led har det temmelig skidt. Jeg erkender endnu engang, at jeg ikke altid er lige god til at leve efter de begrænsninger, min krop har. Det hævner sig altid bagefter, når jeg ikke lytter til min krop.

Humørmæssigt er jeg lidt svingende. Nogen gange glad - specielt for prinsessen. Andre gange rammes jeg lidt af en lettere melankolsk stemning eller den velkendte urolige rastløshed. Andre gange igen er det tankestrømmen og flash backs, der råder. Det er ikke til at finde ud af. Jeg kan heller ikke finde ud af, om jeg har nogen gavn overhovedet af den medicin, min psykiater har givet mig. Noget har ændret sig, men jeg kan ikke beskrive hvad det er. Nå, men det må jeg jo snakke med hende om, når jeg skal derhen om et par uger.

Nå, men det er tid til at forberede mig på, at ferien snart slutter, allerede om få dage. Æv. Kunne godt have brugt lidt mere - men kunne vi ikke alle det?

Ikke hyperaktiv (slet ikke), men hypermobil. Efter to år med smerter er det så blevet konstateret, at min krop er hypermobil visse steder. Bækkenet er ikke overraskende det mest hypermobile.

Speciallægen undersøgte mig, konstaterede den der hypermobilitet og sendte mig sådan set bare hjem igen. Med besked om, at jeg skal træne og sørge for aflastning. At det måske kunne hjælpe hvis jeg vejede mindre.

Men hvordan skal jeg lige kunne aflastes mere? Min datter viser i forvejen tegn på, at hun nogen gange føler sig afvist, når hun søger kontakt. Jeg vil jo knapt have et liv så. Og jeg træner i forvejen lige til grænsen for muskelkramper.

Men han ville ikke sige noget som helst om udsigterne. Fortalte om en, der havde haft problemer som mine 3-4 år efter en graviditet. Hvad skal jeg bruge det til? Han gjorde mig også (om muligt) endnu mere bange for at blive gravid igen.

Problemet med arbejde, kommune, sygemelding osv. ville han overhovedet ikke involveres i. Det er også ok, min læge kan vel forfatte et svar på de ting, min sagsbehandler gerne vil vide. Men det stiller jo ikke mig og min familie særlig godt.

Han talte til mig som om jeg var sådan lidt mindrebemidlet i toppen af kroppen. Så uforskammet nedladende. Jeg hader inderligt, når nogen taler til mig på den måde :(

Så hvad nu? Jeg aner det ikke...

Naiv
Håbefuld
Alt kunne fikses
Alt var i mine hænder
Intet var for evigt

Klogere
Desillusioneret
En gang er nok
Alt går galt
Ude af mine hænder
Intet bliver som før
Uigenkaldeligt
Evigt

Mistillid
Kortene holdes tæt
Ingen tillades adgang
Intet overlades til andre
Alt i mine hænder

Angst
Forsvar
Magten bevares
Kontrol er midlet
Alt kan gå galt
Aldrig mere
Uden kontrol

I går havde jeg min tredje samtale med psykiateren. Det var lidt en blandet fornøjelse. Jeg føler, at hun tænker meget over tingene og ikke bare har glemt mig så snart jeg går ud af hendes dør og det er jo positivt. Men jeg føler ikke helt, hun forstår mig.

Undrer mig lidt over, at hun slet ikke er fokuseret på det, jeg har oplevet, kun det, der sker i mit hoved. Bevares, det er jo også det vigtigste, men jeg ville alligevel gerne være lidt mere sikker på, at hun ved, at jeg føler mig udsat for noget meget uværdigt og overgrebslignende.

Hun sagde til mig, at når man oplever noget voldsomt, så vil nogen kunne fortætte upåvirket med deres liv, mens andre vil have en eller anden reaktion og at reaktionen kommer af en eller anden sårbarhed. Men hun har jo også gjort klart at en masse samtaler hvor der skal bores i årsag og den slags, er ikke noget hun kan tilbyde.

Det, der skal arbejdes mod er derfor en accept af, at sket er sket og en accept af min egen reaktion. Hun kunne godt høre, at det ramte mig meget. Jeg har allerede fortalt hende, at andres accept af, at det var en meget voldsom fødsel ud over det sædvanlige, af en eller anden grund er vigtig for mig. Men hun forklarede det bare igen. Det er jo ikke fordi jeg ikke forstår det, men det er bare svært at høre. Specielt fordi jeg har haft det skidt den sidste tid og når jeg så hører alt det der, så fyldes jeg med selvbebrejdelser over, at jeg så for søren da ikke er kommet videre.

Det jeg skal have lært er at forvise de der tanker, sætte dem på standby, om det så bare er for en kort stund. Jeg har prøvet det før, men har ikke haft held med det. Men jeg prøver igen, nu hjulpet af medicin. Ny dyr medicin. Næsten 4 kr. pr. stk. og jeg starter med en og om et par dage så er det to om dagen. Og det er ikke sikkert, at det er nok. Nogen tager meget mere, almindelig dosis er alt fra det, der svarer til 4-12 af de her piller (som jo så fås stærkere, hvis det er). Men jeg tror det giver bedre mening end lykkepillerne (som jeg dog stadig tager, indtil vi ved, om det her virker).

Det er lidt underligt. Da jeg gik til psykolig i sin tid, gjorde hun meget ud af at respektere, at jeg havde haft en hæslig oplevelse og at det var naturligt at have en reaktion på det. Hun havde dog ikke regnet med at den ville vare så længe, men trods alt mødte jeg megen forståelse for mine følelser. Dog er der det til fælles, at de begge synes at jeg skal forsøge at trænge tankerne i baggrunden. Men jeg skal jo være den første til at erkende at psykologen på sigt ikke hjalp mig så meget. Men jeg er forvirret over to SÅ anderledes meninger. Psykiaterens har efter min mening lidt den mangel, at tankerne om et barn mere ikke er inkluderet. Og de fylder bare rigtig meget lige nu...

Jeg skal ringe til psykiateren i næste uge, så hun kan høre, hvordan det går. Og så har jeg eller fået en ny tid om 8 (ja, otte) uger. Jeg synes det er lang tid også selvom hun har ferie i juli. Og så havde hun glemt at snakke med nogen, som hun sidst snakkede om, måske kan hjælpe mig, men det vil hun så gøre inden jeg ringer.

Jeg var så ked af det, da jeg gik derfra. Jeg græd lidt og kunne næsten ikke overskue at møde resten af verden bagefter. Jeg sad på mit arbejde og lavede næsten ikke noget.

Jeg drømte mærkelige ting i nat. Som jeg for længst har glemt. I dag har jeg det egentlig ok, jeg er bare SÅ træt. Om det er af tanker eller om det er bivirkninger ved jeg ikke.

Endnu en af de knap så gode dage. Jeg fik alt for lidt søvn og stod op til træthed, spændinger i kroppen og en helt ekstrem uro og rastløshed. Trang til at fyre energi af, men ingen lyst. De dårlige tanker blev ved med at opstå i mit hoved. De gør ondt helt ind i hjertet.

Tog mig af prinsessen i formiddags, hvorefter jeg fik indhentet lidt af den forsømte søvn. Jeg tror det tog mig 1½ time at finde ro nok til at sove. Det hjalp lidt at sove, men kærestens idé om at tage på udflugt med prinsessen uden mig var alligevel meget velkommen.

Så jeg har brugt en del timer foran fjerneren med et par DVDer. Endelig noget der kunne aflede tankerne lidt og jeg synes også at det hjalp på humøret. Jeg fik da energi til at lege med min datter da hun og hendes far kom hjem. Vi fik både læst bøger og tumlet rundt. Det var dejligt. Jeg elsker når hun ler, selvom der stadig er lidt smerte indeni der følger med.

Nu sover den lille og jeg slapper af med et glas vin, nu da jeg har fundet bare lidt ro.

Jeg ved ikke hvorfor det blev en dum dag. Men det gjorde det bare. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig, da jeg var på arbejde. Fandt på alle mulige andre ting, jeg lige skulle lave andet det jeg burde. Følte mig rigtig dum.

Da jeg kom hjem ville jeg bare sove. Men der gik længe inden jeg faldt i søvn og så var det pludselig sidst på eftermiddagen. Kæresten var lidt træt af mig og mit dårlige humør, hvilket bare gjorde mig endnu mere ked af det. Jeg ved godt jeg er ked og kedelig, men kan bare ikke finde lysten til at lave noget spændende, når jeg har det sådan. Jeg kan ikke rumme andre end mig selv :(

Kæresten og prinsessen fandt nogen andre, der var sjovere end mig. Det passede mig egentlig ok. Og så sad jeg igen der og kørte mig selv længere ned ved at surfe på de sædvanlige emner - kan bare ikke lade være :(

Men det gik nu bedre da de to kom hjem igen. Vi hyggede lidt sammen inden prinsessen kom i seng. Det tog lang tid før hun sov. Og derefter skulle jeg lige sidde lidt her ved computeren. Så det er selvfølgelig blevet sent. Men jeg kan da sove lidt længe i morgen.

Jeg synes det hele er svært for tiden. Tankerne kører rundt i hovedet i en hæsblæsende fart. Det er en blanding af bekymringer, tanker der gør ondt og selvbebrejdelser. Jeg prøver at stoppe strømmen, men det er bare så svært. Min sjæl er forpint og har bare brug for en pause. Stilhed.

Jeg er nok en ret pylret mor. Jeg kan ikke helt finde ud af, om det er for meget eller bare mor-agtigt. Nogen gange tager jeg bare mig selv i at stoppe op med et sæt og tænke "hov hvor er hun?" - også selvom der er en anden, der ser efter hende. Eller vrisse lidt af kæresten, hvis han ikke lige er helt opmærksom.

Men det er også lidt fordi, at hvis nogen anden end mig ser efter hende og måske ikke holder helt så meget øje med hende som jeg selv ville gøre, så kan jeg ikke slappe af. Samtidig orker jeg nogen gange ikke selv at være den, der holder styr på hende altid og så bliver jeg bare SÅ stresset. Det er jo lidt et dilemma. Jeg har så svært ved at lægge ansvaret fra mig - men der ER jo andre end mig, der er i stand til at passe på min datter.

Det har været en mærkelig dag. Og jeg er mærkelig i dag. Så træt, lidt ked og endnu mere rastløs end i går har jeg været. Er det mon pausen i p-pillerne, der spiller mig et puds?

Jeg sov halvdelen af eftermiddagen væk. Urolig og dårlig søvn var det. Æv! Jeg var lidt forvirret da jeg stod op fordi min mand kom ind til mig midt i en drøm. Jeg fik vist blandet det hele lidt sammen, mens jeg vågnende.

Senere skulle jeg sætte mig ind i bilen og kom til at gøre et aller andet forkert. Noget gjorde ondt i hoften. Håber ikke den er på vej ud af dens rigtige plads igen. Nå, men jeg har da en tid ved fyssen i næste uge, så det kan forhåbentlig ikke nå at gå helt galt. Men det er træls, hvis min fys-tid skal gå emd at få mig til at hænge korrekt sammen!

Aftenen er gået ok - stadig rastløs, men ikke helt så meget. Vi havde besøg af noget familie og det var rigtig hyggeligt.

Jeg har været utrolig rastløs i dag. Jeg kunne slet ikke tænke, da jeg var på arbejde. Jeg fik faktisk lavet noget, men det var kun fordi jeg havde et par ting, der var næsten færdige.

Det er så underligt. Jeg kan ikke sidde stille, kan ikke fokusere og tænke, kan ikke komme i gang med andet end små ting. Kunne ikke holde mig i ro til at sidde ved aftensmaden indtil far og datter også var færdige med at spise.

Jeg er også søvnig for tiden. Jeg har brug for at sove meget. Jeg drømmer mærkelige ting. Jeg får flash backs i alle mulige og umulige situationer. Den mindste associantion og så er det der. Tankerækker, der starter i harmløse emner, ender pludselig det helt forkerte sted.

Jeg prøver at sige til mig selv at det er ok at tankerne går derhen, hvor det ikke er behangeligt og så lede dem hen til noget andet. Men det er svært er det. Og får jeg dem endelig ledt væk, så gemmer de sig i drømmene. Bare knap så ligefremme.

Psykiateren overvejer at skifte lykkepillerne ud med noget angstdæmpende til at hjælpe mod flash backs og uro. Nu hvor jeg har tænkt over det, så virker det mere og mere logisk, at der er tale om noget angst-betonet mere end noget depressivt. Mit humør er også nærmere præget af frustration end tristhed - og det er vel ikke så underligt, at jeg er frustreret efterhånden?

Jeg er træt efter en lang weekend, men det er er god træthed. Jeg ville nu ønske at weekenden kunne have endnu en dag. Der er så meget, jeg gerne vil og på hverdage er der ikke overskud til ret meget.

Jeg er endelig dukket op til overfladen efter de sidste par ugers konstante og stærke smerter. Det er der heldgivis ikke ret meget tilbage af. Jeg har ikke taget smetestillende hele weekenden.

Jeg har også været lidt social, hvilket jeg slet ikke har kunnet overskue de sidste par uger. Jeg er ikke så vild med at komme ud af døren, men når jeg først er ude, så går det egentlig udemærket. Og jeg vælger jo selv, hvor længe jeg vil være social.

Mine psykiske issues er dukket op igen efter min hjerne ikke er så fokuseret på smerter mere. Tanker og specielt drømme bryder ind igen. Uro, når tingene går for hurtigt, jeg ikke føler mig tilpas eller når der falder negative ord mellem mig og kæresten. Jeg er som sædvanlig træt.

Men det hjælper lidt på det hele, at solen skinner, at min krop har fået det bedre og at der løber en glad sommerprinsesse rundt i haven!

Endelig er mine smerter blevet lindret! Jeg har stadig lidt ondt, men slet ikke så meget, som jeg har haft de sidste par uger. Så nu prøver jeg at droppe at tage smertestillende, som dækker hele døgnet. Jeg er lidt træt endnu, men det går over i løbet af et par dage.

Det, der lindrede, var noget akupunktur. Jeg har prøvet det før, hvor det også har hjulpet. Dengang var en enkelt gang tilstrækkeligt - det må vi se om det er også denne gang, når de smertestillende midler er helt ude af kroppen. Men jeg kunne i hvert fald tydeligt mærke, når nålene blev stukket i de helt rigtige steder!

Men det er utroligt så anderledes alting virker nu. Jeg har pludselig en smule drive og er i stand til være lidt positiv. Det må jeg se om jeg kan holde lidt fast i.

Det har været en krævende dag, men jeg synes jeg har klaret det fint. Jeg er meget træt og har da også ondt i ryggen. Men det gør stadig mindre ondt end før på trods af at jeg har haft en hård og lang dag og jeg kun har taget halvt så meget dope som i går. Så nu fortjener jeg at sove en god nattesøvn!

En god blanding af problemer med vejrtrækningen, maven, ryggen og hofterne har indtil videre holdt mig vågen det halve af natten. Det gør ondt at trække vejret. Ondt i halsen. Ondt at sidde men mere ondt at ligge. Så nu sidder jeg her endnu en nat. Jeg håber at noget smertestillende og en kop urtete kan hjælpe mig til at få lidt søvn.

Jeg burde vist tage til lægen i morgen. Selvom jeg har en tid ved både hende og min fys senere på ugen. Men jeg orker bare ikke at blive ved med at have det så elendigt :(

Hvornår lærer jeg det? Jeg KAN bare ikke holde til så meget. Men jeg VIL bare så gerne!

Kæresten og jeg har haft en del at lave denne weekend og jeg havde allerede formået at bruge mig selv op ca. kl. 14 i dag. Jeg måtte ligge i sengen et par timer før jeg havde det nogenlunde igen. Smerter, kvalme, hovedpine - hele dynen. Æv, for nu havde jeg endelig noget fornuftigt at tage mig til.

Nå, men kæresten er heldigvis rimelig god til at tage over, når jeg går kold! Ellers ville alt da også gå i stå i det her hus!

Jeg kom lige til at tænke på noget. Helt udenfor kontekst. Andres holdninger til dem, der er overvægtige. Forskellen på holdninger til overvægtige kvinder og mænd. Advarsel: det næste er ren og ensidig brok ;)

Jeg gik på et tidspunkt på et træningshold for overvægtige. Det blev jeg nu hurtigt træt af, jeg vil hellere gå på de normale hold. Nå, men en af dem, jeg gik på holdet med, sagde noget spøjst til mig. Hun mente at det kun var inde i mit hoved jeg forestillede mig, at andre mennesker ser ned på dem, der er overvægtige. Hun fortalte at det troede hun selv engang, men nu vidste hun at sådan var det ikke (spøjst nok var hendes nye holdning kommet efter at hun havde tabt sig fra tyk til småbuttet).

Hvor naiv kan man være? Eller vælger hun bare at lade som ingenting? Men måske har hun aldrig oplevet de ubehagelige sider af at være overvægtig i et samfund, som værdisætter folk omvendt proportionalt med taljemålet. Måske har hun aldrig hørt dem, der råber efter overvægtige på gaden. Eller hørt nogen hviske bag ryggen på hende der den tykke. Eller set nogen give en overvægtig "elevatorblikket" (nej, ikke for at se på hendes flotte bryster).

Så irriterer det mig egentlig også, at en mand, der vejer for meget, han har pondus. En ditto kvinde, hun mangler styrke, hun er ligeglad med sig selv, hun har ingen rygrad. Jeg sad og så på træningstøj. Herretøjet fås så til rimelig store mænd, hvorimod kvindetøjet fås op til str. 42 eller 44. Samtidig er det så tight-fit at man skal have et nummer større end normalt for ikke at se helt udstoppet ud. Det er meget få mærker (Carite undtaget), der sælger stort træningstøj til kvinder(medmindre der er sådan noget uformeligt tøj, man ikke kan ånde i). Er der virkelig ikke et marked for det? Er overvægtige kvinder så bange for at vise sig frem i smart træningstøj?

Nå, det var dagens brok....eller i hvrt fald dagens brok om lige dette emne ;)

I går aftes kunne jeg slet ikke koncentrere mig om den der meditation. Jeg hængr stadig fast i nogle følelser i min krop og oplevelsen hos psykiateren. Jeg voervejer at ringe til hende og snakke med hende om det. Det virke meningsløst at tage derhen igen, hvis hun alligevel ikke kan indfri mine forventninger.

Meditationen endte med kuldegysninger og en mindre tudetur - det kan da vist ikke være meningen. Men det er åbenbart bare sådan noget, der skal ud. Jeg faldt i hvert fald i den dybeste søvn bagefter!

At datteren så vækkede os midt om natten og holdt mig vågen i en time, det er så noget helt andet. Så ble jeg jo nødt til lige at tage mig en formiddagslur før jeg tog på arbejde.

Men min hjerne virkede bare overhovedet ikke. Jeg lavede ikke meget fornuftigt. Men i morgen håber jeg at HR-fætteren har tid til at snakke med mig om, hvad vi nu gør. Jeg har også den månedlige "hvordan går det så?"-samtale med min leder. I morgen er derfor sat som deadline. Hvis jeg ikke er kommet videre med noget som helst, så vil jeg bede min sagsbehandler om at sende en ud for at hjælpe. Uanset hvor ufedt det så er!

Jeg tog tidligt hjem og var lidt mut. Jeg sad bare og sumpede foran fjerneren og halvsov fordi der ikke var noget, der var værd at se. Men så ringede Tine (www.denkreativeand.dk) - det var rigtig hyggeligt og rart. Jeg trængte lige til en at snakke med.

Nu har aftenroen indfundet sig i huset. Jeg håber at jeg kan få en afklaring i morgen på mit arbejde.

Det har været en hård dag - ikke kun dårlig, bare hård. Der har ikke været nogen grund til det, men jeg har bare været urolig indeni. Det tærer bare så meget på kræfterne!

Jeg hørte meditations-cden inden jeg skulle sove igen i går. Det gik ikke helt så let med at give slip og følge med denne gang. Der gik også længere tid bagefter før jeg sov, men jeg sov godt indtil prinsessen vågnede alt for tidligt.

Jeg hænger fast i det besøg hos psykiateren. Typisk mig at hænge fast i begivenheder i alt for lang tid. Hvorfor kan jeg ikke bare vende det og så give slip? Jeg har alt for travlt med at bebrejde mig selv for de ting, jeg ikke fik sagt - men så igen, hvor overfladisk er det lige, når en person har ½ time til at høre om hele problemstillingen?

Jeg synes hun fik en forkert opfattelse af mig og min tilstand. Specielt fordi det har været lidt anderledes de sidste par uger. Men det skyldes primært mit arbejde, så det er jo ikke en indikator for, hvordan jeg ellers går og har det. Nå, men der er ikke andet for end jeg må se hvordan det udvikler sig næste gang jeg taler med hende.

Ovenpå en hård dag har jeg bare ligget på sofaen og set noget TV. Jeg har ondt i min ryg, ondt i mit hoved og ondt det der sted indeni, hvor jeg så tit har ondt.

Jeg tror jeg vil gå tidligt i seng, prøve at få lavet mine afspændingsøvelser, ligge lidt med et blad og derefter se om den der meditations-cd kan give mig en god søvn ligesom sidst.

Det er typisk for mig, at en af de gode dage ender i en dårlig nat. Jeg er træt, jeg er søvnig og alligevel kan jeg bare slet ikke sove. Da jeg slukkede lyset i soveværelset var min øjne lige ved at falde i. To minutter senere var jeg lysvågen med tankerne væltende rundt i hovedet.

Typisk. For et par uger siden havde jeg en dag, hvor jeg hyggede med en veninde, vi shoppede, så film og alt muligt andet. En god og aktiv dag uden de store grimme tanker. Men så om natten vågnede jeg af mærkelige drømme. Det der ikke kommer om dagen gemmes åbenbart til natten!

Jeg har taget ½ sovepille for at være sikker på snart at kunne sove. Det er tredje gang indenfor den sidste uge. Aftalen med lægen er ellers at to gange om ugen er ok, men helst ikke mere. Men dagen i morgen bliver jo ikke bedre af at ligge der med åbne øjne den halve nat.

Jeg skal lige kigge ind hver gang jeg går forbi hendes værelse. Jeg skal lige se om hun ligger godt. Jeg skal lige blive til jeg har set at brystkassen bevæger sig eller hørt hendes små snorkelyde. Søde prinsesse!

Vi har haft en god dag sammen i dag. Hun har smurt sig selv ind i grød fra top til tå. Vi har leget sammen i haven. Hun har spænet rundt i højt humør.

Jeg har endda nået lidt praktiske gøremål. Ikke mange, men flere end jeg plejer og det er nok til at jeg er tilfreds med mig selv. Kæresten og jeg har hygget efter hun kom i seng. Set en god film og snakket. Bare hygget os sammen.

Nu er klokken pludselig mange. Det bliver vist ikke til meditations-cd i aften. Men det også ok, jeg er træt alligevel, på den gode måde. Der står på min cd, at det er bedst at bruge den hver dag, men 5-6 gange om ugen også er ok. Så i morgen er jeg på den igen!

I går prøvede jeg en meditations-cd. Jeg har længet villet prøve, men i går kunne jeg gå lidt tidligere i seng og have sengen for mig selv, så jeg kunne prøve det i fred og ro.

Primært handler det om at trække vejret dybt og fokusere på sin krop. En del ad gangen. Ikke tænke, bare føle. Lukke verden ude og tømme hovedet for alle andre tanker.

Altså jeg har aldrig været god til det med at meditere, for jeg er rigtig dårlig til at tømme hovedet for tanker. Men det gik ok, for der er jo hele tiden en, der bringer opmærksomheden tilbage til en eller anden del af kroppen.

Det er ikke meningen at man skal sætte ord på og reflektere over hvad man føler de forskellige steder, man skal bare føle det. Men det er lidt svært at lade være med - der er steder hvor jeg føler en hel masse. Der er også steder jeg knapt har kontakt med.

Jeg føler temmelig meget smerte i specielt det ene ben. Mere end jeg egentlig tænker over til daglig. Men jeg synes jeg var nogenlunde i stand til at acceptere at det var der.

Og så er der et sted, lige der hvor ribene starter, som jeg ikke kan fokusere på uden at vejrtrækningen bliver uregelmæssig og tårerne ligger lige under overfladen. Fra øvelserne hos min fys ved jeg at det sted har forbindelse til mistet hukommelse. Men jeg fik til sidst styr på vejrtrækningen igen, så det kan altså godt lade sig gøre.

Bagefter havde jeg nogenlunde nemt ved at falde i søvn og jeg har også sovet rimelig godt. Drømt en masse underlige ting, men sådan er det nok bare.

Min krop var tung og rimelig afslappet bagefter. Så selvom det var lidt hårdt, så var det også godt. Så jeg ved godt hvad jeg laver i aften inden jeg skal sove!

I dag havde jeg både en fys-tid og mit første møde med psykiateren. Ikke det mest optimale, men når man får en psykiater-tid, så tager man den altså.

Men det startede hos min fys. Vi snakkede som sædvanlig om, hvordan det går. Jeg er bare så dødtræt af spørgsmålet om, hvordan det går. Hos min fys og min læge. Jeg ved jo godt at de er nødt til at spørge, men det er alligevel lidt trættende!

Nå, men hun trykkede de sædvanlige steder, det var egentlig ikke så slemt denne gang. Heller ikke selvom jeg har været ret øm fordi jeg har været lidt overmodig fysisk set de sidste par uger.

Bagefter skulle jeg prøve en ny øvelse, som skulle kunne hjælpe med at løse op for ubevidste spændinger. Det var ikke videre behageligt - mens det stod på var der en følelse af at være åben og sårbar. Bagefter bare sådan ikke-helt-ok-følelse. Til sidst fik jeg lidt let massage og det hjalp lidt, men bagefter lå jeg bare lidt og et par tårer kom frem uden jeg helt vidste hvorfor. Bare et par stykker, men nok til at fortælle mig, at den der øvelse havde gjort et eller andet. Mine ben var tunge og rystede de næste timer.

Jeg sad et stykke tid i bilen bagefter - der skulle lige lidt tid til før jeg kunne samle mig sammen og tage på arbejde. Jeg ville lidt ønske, at jeg havde meldt mig syg! Jeg var der ikke så ænge, men brugte det meste af tiden på at sidde og stirre ind i skærmen.

I eftermiddags skulle jeg så snakke med psykiateren. Hun virkede venlig og spurgte om en hel masse ting. Skrev en masse ned. Men jeg sidder alligevel ikke rigtig tilbage med en særlig god fornemmelse. Det lød næsten som om hun havde regnet med at kunne afklare situationen på den halve time, men gav mig dog en tid mere om et stykke tid.

Det lød mest som om hun mener, at jeg har en depression - opstået ud af alt det andet, men ikke desto mindre det, der er galt lige nu. Det, der fastholder mig i tankerne om fødslen og hvad jeg ellers tænker på. Det kan godt være at det forholder sig sådan, men jeg blev alligevel ked af det. Jeg synes det er at negligere de følelser jeg får, når tankerne invaderer mit hoved. Den intense smerte jeg føler indeni ved tanken om fødslen.

Nu er jeg mest af alt bange for, at jeg udelukkende vil blive behandlet mod depression med flere lykkepiller og så en forventning om, at når det så letter, så vil det andet forsvinde af sig selv. For jeg ved, at hvis det er sådan det bliver, så vil jeg aldrig turde få flere børn.

Da jeg kom hjem var jeg ked af det og ville bare sove. Jeg sov et par timer og her til aften har jeg huset for mig selv. Det er faktisk rart nok, jeg har mest bare lyst til at være alene.

Nu har jeg så endelig fået en tid hos psykiateren - jeg har stået på venteliste i 3-4 måneder tror jeg. Før det gik der vist 1-½ måned med overhovedet at finde en, der habde plads på ventelisten. I alt er der i hvert fald gået 5 måneder med at vente - men mange steder er ventetiden jo endnu længere og jeg kommer da også kun til nu på et afbud.

Jeg får helt ondt i maven over det. Det er en blanding af frygt for at skulle gennem det hele igen med en nye person, opgivende over at skulle rode hjernen igennem igen, men også håb for, at nu er der en mulighed for at finde en vej ud af det her. Hvor den skal gå hen aner jeg ikke, men bare et andet sted end jeg er nu, tak!

Jeg vil gerne have konkretiseret, hvad der er galt og hvad der kan gøres. Men samtidig er jeg også bange for hvilke stempler, jeg pludselig vil få. Jeg er både bange for at få at vide at jeg er mere skør end først antaget, bange for at hun vil synes at medicinering er løsningen og bange for at hun ikke kan hjælpe mig nævneværdigt. Men jeg håber på det bedste, men tør ikke sætte forventningerne alt for højt.

Jeg har nogen gange prøvet at læse artikler om fødselstraumer, for at finde svar, men det giver kun et deprimerende billede af, at en hel del kvinder under fødsler oplever noget, som de ikke kan kapere. Det er skræmmende så lidt der gøres for at undgå noget sådant! Og det er lige så deprimerende hvor lidt anerkendt det er, hvor hårdt ramt man kan være bagefter. Hvor uforstående hele systemet stiller sig op og siger, at de ikke ved, hvad de skal gøre og at de ikke ved, hvorfor der kommer sådan en reaktion.

Jeg ville lige slappe lidt af foran fjernsynet her til aften. Tænder og der ligger så en fødende kvinde midt på skærmen i den bedste sendetid. Hvorefter en kvinde ligger med sine nyfødte børn (det handlede om tvillinger) i favnen og siger, at det her er bare det bedste. Hvorefter billederne farer forbi i mit hoved og følges af de følelser, der hører til.

Jeg ville gå tidligt i seng, men billederne var for meget, jeg evd at jeg ikke kan sove så. Men nu er det lettet lidt og jeg håber at kæresten vil nusse mig lige så stille i søvn!

Endnu en træls formiddag på jobbet. Jeg lavede en masse andre ting, end dem jeg er ansat til - hellere det end at lave ingenting, men ikke ligefrem optimalt. Hverken for mit selvværd elelr for min krop!

Pludselig gad jeg bare ikke mere. Satte mig og snakkede lidt med en af de andre piger - mine kolleger er der jo ikke noget galt med. Afkrævede min leder et svar mht. hvad jeg skulle lave. Fik et trælst svar, men jeg fik da et svar. Men jeg kunne under alle omstændigheder ikke komme i gang med noget fornuftigt.

Jeg tog mig sammen og gik ind til HR-chefen og sagde, at jeg gerne ville snakke om min arbejdssituation. Havde fået at vide af et par kollgaer at der ville jeg møde åbenhed og måske forståelse. Det var hårdt, men det gik egentlig godt nok. Tror også det er rart nok for min arbejdsplads at vide lidt mere om, hvad jeg kan og ikke kan klare. Jeg fik i hvert fald understreget, at det vigtigste er at få fjernet noget af den stress, mit arbejde giver mig. Men om et par dage eller lidt mere, så ved jeg forhåbentlig mere.

Jeg var ikke i stand til at sige det som lægen synes jeg skulle sige, men fandt alligevel på min egen måde ud af at kommunikere de fleste af mine problemer på en fornuftig måde. Fik også fortalt at jeg havde en hevisning og var på venteliste og så kom spørgsmålet så naturligt: venteliste til hvad? det hjælper lidt at få ledende spørgsmål, så man ikke selv skal tage hul på hele "jeg venter på en hjernevrider"-emnet"!

Men jeg er under alle omstændigheder tilfreds med at jeg fik det gjort - det var svært men nødvendigt. Efter mødet var jeg bare så træt, så jeg tog hjem. Det er utrolig udmattende at vende vrangen ud af sig selv i selskab med en "fremmed".

Det månedlige besøg hos lægen er overstået. Jeg var nødt til at have datteren med, så fokus var der ikke 100%. Samtidig har jeg været temmelig urolig indeni i nogle dage, så det var virkelig svært for mig. Det gik lidt langsomt med at få gang i snakken, men vi kom da til nogen af de ømme punkter.

Et af de ømme punkter for tiden er jo mit arbejde. "Du ved jo godt, hvad du skal gøre, for at forsøge at gøre det bedre", sagde lægen. Hun mener selvfølgelig, at jeg skal fortælle dem, hvad der i virkeligheden også er galt udover de fysiske skavanker. Jeg gik næsten helt i sort ved tanken. Det lyder let, men det er det jo ikke. Jeg har forsøgt, men jeg bakker ud på halvvejen. "Prøv at sige det højt, hvad du gerne ville sige til dem", sagde hun - men det kunne jeg ikke.

Det er jo en del af problemet. Det lever stort set udelukkende inde i mig - resten af verden tager jo ikke hensyn til det, de ikke ved. Og uanset om man så ved det, hvordan ved man så, hvilke hensyn, der kræves? Formodentlig ikke.

Jeg fik et brev fra kommunen den anden dag. jeg skulle kontakte min sagsbehandler for at få fulgt op på alt det der med sygedagpenge. For et stykke tid siden fik jeg en ny sagsbehandler så det var første gang jeg skulle snakke med hende.

Det viste sig at hun er vældig sød og forstående. Hun havde en god fornemmelse for, at jeg ikke bare har fysiske skavanker, men at der er psykiske ting og at mit liv er i en form for krise. Endda uden at jeg behøvede at forklare ret meget.

Vi snakkede om mit job, som lige for tiden er en af de ting, der har størst del i, at jeg har svært ved at få tilværelsen til at hænge sammen. Jeg sagde at jeg havde forsøgt at snakke med min leder, men at det ikke havde hjulpet meget.

Vi blev enige om, at jeg lige ser hvordan det går, den næste uges tid og derefter rigner til hende igen. Jeg vil lige runde vores HR-chef først samt se, hvad der er af opgaver i vente. Jeg bliver jo ved med at håbe, at det løser sig!

Men bliver det ikke bedre, vil min sagsbehandler sende en jobkonsulent ud, som kan hjælpe med at indrette mine arbejdsdage, så de er overkommelige. Sådan en kan vist både se på de fysiske ting og så på, hvad jeg kan overkomme af opgaver og arbejdspres.

Det er ikke så fedt at skulle have sådan en på besøg foran alle kollegerne, men kan det ikke være anderledes, så lever jeg med det. For jeg kan ikke blive ved med at leve med den stress og de frustrationer, som mit arbejde udløser.

De sidste par dage har været travle, så der har ikke været så meget plads til alt for mange grimme tanker. Stressen har ind imellem vist sig, når jeg ikke lige kunne overskue det hele.

Men så sker der en lille bitte ting, der vælter det for mig. Smådiskussioner med kæresten giver pulsen et hak opad. En negl knækker så det bløder og straks er tankerne tilbage ved fødslen. Hvorfor kan det ikke bare blive væk, jeg vil ikke have det i mit hoved mere.

Pludselig vil jeg helst være fri for selskab, bare være mig selv og gå rundt på må og få med musik i ørerne. Eller ligge i min seng med et blad og falde i søvn og bare sove.

Kroppen har fået det en smule bedre i dag, det er da altid noget. For det er så trælst når jeg nogen gange må bruge min weekender på ingenting.

Nu er jeg træt. Et halvt glas vin og øjnene er ved at glide i. Og jeg har glemt, hvad det egentlig var jeg ville skrive...

Jeg snakkede jo lige med min træningsfys tidligere på ugen om, at min krop er begyndt at være mere stabil. Specielt i ryggen, men vi blev også enige om, at bækkenet virkede rimelig stabilt ved skambenet. Så det største problem er nu lysken-ustabilitet.

Men de sidste par dage er det blevet til alt for meget gå-aktivitet. Jeg var bl.a. ude og shoppe med en veninde. Synes at det burde jeg kunne holde til nu. Men sådan skulle det åbenbart ikke være.

Jeg har haft ondt de sidste par dage, mere end jeg plejer. Synes det var ok her ti morgen indtil jeg fik gået mere end to skridt ad gangen. Jeg følte at mit ene ben var lige ved at forsvinde og det gjorde ret ondt. I lysken, lårene og i skambenet, som jo ellers skulle være ok. Æv. Så halvdelen af dagen blev brugt på langs. Kedeligt, når vi nu skulle hygge med nogen venner :(

Det er helt utroligt, som jeg samler sygdom op for tiden. I går havde jeg det skidt, da jeg vågnede, men fik det bedre efter at jeg gik i seng og sov noget mere.

I morges vågnede jeg med ondt i halsen og hostede så jeg fik kvalme. Så jeg bestemte at jeg vist lige så godt kunne blive hjemme. Efter at have sendt resten af familien ud ad døren sov jeg næsten indtil middag. Det hjalp heldigvis lidt.

Da jeg havde fået det bedre tig jeg til træning i eftermiddags. Det var lidt hårdt, men jeg ved jo hvor nødvendigt det er. Jeg havde ondt i nogle muskler og fik snakket lidt med fyssen om at jeg skal sørge for at få dem afspændt mellem øvelserne og ikke lave for mange gentagelser uden at slappe af.

Jeg har virkelig svært ved at slippe den tendens jeg har til at spænde alt for meget. Jeg har spændt så meget af fysiske og spykiske årsager i så lang tid, at det er virkelig svært at give slip. Men det er godt, at der bliver taget hånd om det både til træning og til behandlingerne.

I dag fik vi bedsteforældrene til at passe prinsessen et par timer, så vi kunne nogen ting, som vi skulle have gjort. Der blev ryddet lidt op og vasket en hel del tøj. Det hænger over det hele nu og der er stadig ngoet, der ikke er lagt sammen, men det er ok. Vi nåede noget, adet nåede vi ikke og sådan er det bare!

Prinsessen kom hjem og havde rigtig hygget sig - som sædvanlig :) Har jeg nævnt at bedsteforældre er en uundværlig ting? Jeg kan bare godt nogen gange have det lidt skidt med at hun bliver passet ret ofte. Jeg ved godt at hun har det sjovt, når de passer hende. Jeg ved også at de meget gerne vil. Men det nager alligevel lidt.

Jeg kan ikke huske, om jeg har skrevet det før. Men sidst jeg var hos min fys, sagde hun, at jeg burde skrive et brev til sygehuset. Et brev, der kunne forklare mine oplevelser og hvad det har betydet for mig.

Min psykolog har sagt det samme flere gange. Jeg har også prøvet. Jeg startede med at blogge for at komme i gang med at skrive og havde planer om at det senere skulle blive til et brev.

Men det er svært. Svært, når man ikke kan huske det hele. Svært, når det gør så ondt at tænke på. Svært fordi jeg er utrolig bange for at blive afvist og få at vide, at det er mig, der er noget galt med.

Men jeg vil gerne gøre det. Jeg synes de burde have et brev. Jeg føler at jeg skal formidle det til de rigtige. Men det er pokkers svært at vide, hvad jeg skal skrive, at få formidlet de rigtige følelser, at få det hele med uden at det bliver for meget.

Men jeg har besluttet mig for at gøre det. Der er langt fra beslutning til handling, men nu skal det være. Jeg vil have et udkast til brevet inden næste fys-behandling om godt 2 uger.

Så er det endelig weekend. Det var heldigvis en voerkommelig arbejdsdag - sådan har fredage det med at være. Jeg havde set frem til en weekend, hvor vi ikke rigtig skulle ret meget. Men det er blevet lavet lidt om. Det stresser mig lidt.

Efter et par sygedage er prinsessen ved at være frisk igen. Hun er i hvert fald begyndt at være trodsig igen - det må da være et godt tegn. Det er rart at sende hende være sig selv, spise godt og grine den skønneste latter.

Selv har jeg det okay halvdelen af tiden. Den anden halvdel er jeg stresset og kroppen kører på dobbelt hastighed. Kan man have panikstress? Stress opstår pludseligt, sidder i kroppen et stykke tid efter for derefter lige så stille at lette. Det må da være panikstress!

Nå, men nu handler det om at få det bedste ud af weekenden - god weekend!

1 time hvad hvad jeg forlod huset den anden dag. En sølle time og lige netop der kunne jeg se at psykiaterdamen havde haft ringet. Jeg ringede tilbage, men fik selvfølgelig kun fat i en telefonsvarer. Pis osse da - jeg går ud fra at hun ringede, fordi hun havde en afbudstid. Jeg håber hun får en tid snarest, jeg har brug for noget handling!

Det kan overhovedet ikke anbefales at tage ½ sovepiller og sove i 10 minutter hvorefter en lille prinsesse holder en halvvågen resten af natten. Så er man godt nok træt!

Men hun kan jo ikke gøre for det, den lille. Hun er nemlig lidt syg. Så jeg har været hjemme hos hende i dag og hun har fået noget medicin, så hun kan blive hurtigt frisk igen. Håber det snart går over. Hun har været lidt hårdt ramt på det sidste og man kan mærke det på hende... 

Men hun og jeg har begge været trætte og rastløse i dag. Jeg har været utålmodig, for hun ville slet ikke sove. Gik en tur med hende - det fik hende ikke til at sove, selvom hun var træt. Lagde hende i seng, hun græd og græd bare og stod op i sengen. Tog hende op hvorefter hun skiftevis legede og gik rundt og pylrede og gned øjne. Lagde hende ind igen og lod hende smågræde nogle minutter før hun gav op. Hun prøvede igen men faldt heldigvis hurtigt i søvn derefter. Men hun sov ikke så længe som hun plejer.

Kæresten gik heldigvis med til at komme tidligt hjem fra arbejde. Prinsessen var træt igen og selvføgelig fik han hende til at sove efter en tur med barnevognen! Men så kunne jeg jo heldigvis sove på sofaen.

Hele aftenen har jeg så bare været rastløs. Haft haft lyst til at udrette noget, men ikke gidet. Har haft en masse ting, jeg jeg ville have ordnet, men har ikek kunnet tage mig sammen. Men det blev da til lidt vasketøj oh lidt legetøjsoprydning. Lidt har da også ret!

Hvorfor piner jeg i den grad mig selv? Hvorfor kan jeg ikke bare begrave skeletterne i skabet og leve mit liv? Hvorfor skal jeg sidde her med klumpen og smerten indeni?

Jeg skulle lige se noget på netdoktor om børnesygdomme. Klikker lidt rundt og får trykket på noget fra Foreningen Forældre og Fødsel. På en eller anden måde er jeg altid på jagt efter noget information. Efter en eller anden indikation af, at der har været andre i min situation og en mulighed for at finde de vises sten, den rigtige hjælp eller hvad det nu er, der skal til.

Men jeg finder aldrig det jeg søger. Jeg finder bare side op og side ned om hvordan det burde have været. Lister over hvordan gravide, fødende og nybagte mødre skal støttes. Vejledninger i, hvordan man sikrer at både barnet og moderen har det godt.

Jeg søger det og undgår det på skift. Lige nu er der så meget indeni, som der altid er, når jeg lige har været hos læge, fys osv. Det skal absolut være så hårdt hver gang.

Dog giver træningen mig ikke de associationer længere. Jeg tror det er fordi jeg træner sammen med de samme hver gang og vi snakker og pjatter - det gør det hele lidt nemmere.

Når jeg undgår påmindelserne, stederne, genstandene og emnerne er det fordi jeg ikke vil vide af det. Jeg vil have, at det skal gå væk. Nu. Når jeg søger det, er det fordi jeg vil have svar, løsninger og en forsikring om, at alting på en elelr anden måde bliver bedre. Snart!

Mens vi venter på, at den der henvisning til psykiateren giver udslag i at jeg rent faktisk kan få en tid, så snakker jeg ind imellem lidt med min læge i stedet. Ikke at der er det store nye under solen, men det er ok at vente tankerne med en udenforstående.

Jeg havde skrevet nogen ting ned, som vi tog udgangspunkt i. Jeg havde skrevet lidt om, i hvilke situationer, jeg oplever ubehagelige tanker, genoplevelser eller generelt ubehag og tristhed. Jeg havde også skrevet om, hvilke tanker, der præger de situationer. Tingene blev naturligvis skrevet ned i går aftes selvom jeg har haft 3-4 uger til det. Typisk mig!

Hun læste om situationerne og vi snakkede om dem. Generelt for dem er vel nok, at jeg er fysisk i ro. Den slags er der jo masser af!
Ellers er det ofte, når jeg bliver stresset og den slags situationer snakkede vi en del om. hvor lidt der egentlig skal til at stresse mig - f.eks. at kæresten lige vil have mig til at aflevere datteren selvom han havde sagt han ville. Det burde jo ikke være et problem, men det bliver til noget stort inde i mit hoved.
Og så er der jo alle påmindelserne. Dem kan jeg jo ikke komme udenom, medmindre jeg kan sende alle gravide, nybagte mødre og spædbørn til en øde ø!

Vi gik videre til tankerne. Emnet med flere børn fylder meget lige for tiden. Vi vil jo så gerne og min psykolog sagde i sin tid, at det ville være godt for mig at prøve det på den rigtige måde. Me jeg skal jo lige kunne komme igennem hverdagen på en fornuftig måde først. Og så er der angsten for hvordan det vil gå. Og samtalen med lægen gjorde det ikke bedre.

Der er jo ingen forklaring på, hvorfor det gik sådan. Det kan lige så godt blive lig så hurtigt og voldsomt næste gang og jeg klarer ikke det samme en gang til! Og sandsynligheden for at det går så hurtigt at jeg ingen medicinsk lindring kan få er stor. Selvfølgelig kan jeg godt få aftaler om at blive respekteret og behandlet ordentligt, men hvad der sker med min krop er der jo ingen garantier for. Og selv om hun siger, at jeg (og kæresten) vil være bedre rustet til det, så skal jeg bare ikke opleve noget lignende igen nogensinde!

Hun agiterer så en hel del for kejsersnit. Jeg ved ikke hvorfor, men der er bare et eller andet i mig, der bare ikke ønsker at få kejsersnit. Både fordi jeg ikke er vild med tanken om at der skal skæres i mig og fordi det er et stort indgreb, når der er et alternativ. Samtidig er det også det med at jeg gerne vil prøve at være klar i hovedet og velfungerende fysisk de første dage i stedet for at være inkapaciteret på den ene eller den anden måde. Og sidst, så tror jeg også at den rigtige oplevelse kan bringe mig videre.

Men jeg tror ikke på det. Jeg tror ikke på, at jeg kan få det jeg ønsker. Der er ingen grund til at tro, at det ikke vil gå på samme måde næste gang. Jeg hører mit hjerte banke på livet løs og jeg føler ubehaget og angsten indeni ved at snakke om det.

Nå, men så kom vi ikke så meget videre. Andet end til at lave en ny aftale til videre snak. Og en fornyelse af min recept på sovepiller. Jeg bruger dem ret sjældent efterhånden, men der er stadig en tryghed i at have muligheden.

Det er godt at få vendt tingene, selvom det er hårdt bagefter. Men samtidig kan jeg ikke lade være med at føle en vis tristhed og skuffelse over, at det er alt, hvad der kan tilbydes af hjælp lige nu.

Jeg tror skrøbelig er det rigtige ord at sætte på min tilstand lige nu. Måske var det også derfor at min fys sagde at vi skulle gå varsomt frem og at vi skulle passe på mig undervejs.

Hvis jeg var en pakke, ville der være 2 stempler i min pande: "Fragile" og "This side up"! Jeg skal ikke vende meget forkert før jeg bliver svimmel.

Jeg burde have skrevet noget om, hvad jeg tænker af dumme ting og i hvilke situationer jeg tænker de tanker. Men jeg kan ikke tage mig sammen til det. Nu bliver det sådan noget forhastet noget jeg skal nå inden den næste aftale.

Men når jeg har de tanker der, så kører det hele ofte rundt i sådan en hastighed at jeg ikke kan skelne det fra hinanden. Jeg vil gerne slå hjernens turbo fra, tak, så den kan komme ned i et overkueligt antal omdrejninger.

Nå, men nok af mærkelig snak, jeg er træt (jubii) og går i seng! Godnat :)

Jeg var til fys i går. Det er et stykke tid siden sidst og jeg har jo været end del syg og der har været ferie, så træningsniveauet har været lidt lavt. Det kunne jeg godt begynde at mærke i min ryg.

Vi snakkede en del om hvad jeg tænker, når jeg har fået behandlinger og når jeg laver øvelserne og hun kom med et par opfordringer mht. læge osv. Hun viser en god forståelse for, at det er et hårdt forløb for mig og at de fysiske forbedringer ikke er nok til at jeg får min energi tilbage. Hun sagde at det var vigtigt at passe på mig.

Nogle af øvelserne har afspændt nogle af musklrne i mit underliv og dybt inde i maven. Det har givet færre smerter, men har fået mig til at føle mig åben og sårbar. Fyssen sagde at jeg skulle have lagt min bund i bækkenbunden i stedet for i underlivet. Det er som om man skal lære at bruge kroppen forfra. Men der kom en ny øvelse på, som kan bruges til formålet.

Vi snakkede en smule om smerterne og uroen, som jeg har i mine ben. Forklaringen kunne muligvis være, at jeg bruger al min energi på holde mig selv gående og spænder andre steder for at hjælpe til og fordi der stadig mangler stabilitet i kroppen.

Bagefter havde jeg bare rystende ben og var rundt på gulvet. Det vrkede meget uoverskueligt at skulle på arbejde. Jeg var helt ved siden af mig selv. Heldigvis var der stille og roligt da jeg kom på arbejde, så jeg lige kunne falde lidt ned inden jeg gik i gang. Men det var en hård arbejdsdag.

Aftenen blev brugt sammen med en veninde. Rart at kunne hælde lidt ud af dagens oplevelser. I dag er der bare lidt træthed i kroppen fra i går, men ellers går det egentlig okay :)

Dagen startede med at det var mig, der skulle op med prinsessen. Jeg var drøntræt! Hun var helt umulig og jeg prøvede at trøste, lave havregrød og ti andre ting samtidig. Og så gad hun ikke engang at spise ret meget af maden! Jeg havde selvfølgelig også glemt alt om madpakke og skiftetøj.

Vækkede manden, som var kommet sent i seng pga. arbejde, fordi jeg stressede og var ved at blive helt rundt på gulvet og skældte datteren ud (hvilket jeg prøver at undgå). Så jeg ville bare gerne lige have ham til at aflevere hende og han stod op og sagde ok. Indtil han så på uret og pludselig skulle på arbejde.

Jeg så fortabt ud, tror jeg og sagde at det måtte han da kunne nå inden. Han blev møgsur og smækkede med døren da han gik, men afleverede da datteren. Jeg storgræd i 10 minutter tror jeg, mens jeg stod og ordnede de sidste ting i køkkenet. Nogen gange er det slet ikke til at stoppe igen. Hvorfor skal sådan et skænderi ende med at jeg er så forfærdelig ked af det?

Jeg valgte at gå i seng igen - jeg bliver så uendeligt træt af skænderier og gråd og af at være så pokkers ulykkelig. Da vækkeuret ringede kunne jeg slet ikke komme op. Udsatte det med at stå op igen og igen. Bare lige 5 minutter mere! Jeg kom selvsagt temmelig sent afsted på arbejde.

Arbejdet startede fint med et konstruktivt møde, som der kom mere ud af, end jeg havde forventet. Derefter gik det lidt trægt for pludselig havde en af kollegerne totalt taget teten mht. vores nuværende opgave og jeg stod bare der på sidelinjen og kunne ikke bidrage med en disse. Jeg havde ikke lyst til frokosten, havde ondt i lænden og nogle mindre mavekramper. Så jeg endte med at tage hjem en time for tidligt. Jeg var jo alligevel ikke til nogen gavn.

Hjemme igen var det bare sure pligter, de sædvanlige smerter, stress og lidt mere skænderi. Skænderierne handler typisk om, hvem der gør hvad og hvem der IKKE gør hvad og for mit vedkommende hvor meningsløst og uoverskueligt det hele er lige nu. Bagefter ordnede vi i stilhed nogle af de ting, skænderiet handlede om. Hyggeligt :/

Nu er der fred og ro. Den lille prinsesse sover. Jeg tror, hun er verdens smukkeste barn. Når hun ser på mig med det udtryk i øjnene, der fortæller at mor er den bedste i verden, så fyldes jeg af de bedste og værste følelser. Følelsen af at have det bedste man kan have, overvældende kærlighed, følelsen af ikke at slå til, dårlig samvittighed og ansten for, at der skal ske noget med mit vidunderlige barn. Hvordan rummer man alt det på en gang?

Jeg vil gerne have en af de der blanketter, hvor man melder sig ud af samfundet. Jeg har været helt og aldeles ufatteligt træt i dag, selvom jeg sov længe i morges.

Jeg var et par timer om at læse et dokument på 5 sider. Derefter sad jeg og surfede og lavede nogle småting. Spurgte de andre jeg arbejder sammen med, om der var noget jeg skulle gøre, nu da jeg var færdig med det jeg skulle. Næh, det var der ikke. Jeg fatter ikke, hvorfor der ikke planlægges noget bedre. Jeg kan altså bedst med det, når der er bare lidt styr på tingene.

Til sidst tog jeg hjem. Jeg kunne ikke finde ret meget mere at fordrive tiden med. Så det var bare en dum arbejdsdag!

Men jeg livede op efter lidt træning, hygge med prinsessen, aftensmad og en længere snak med veninde i telefonen.

Nu skal jeg lige tage mig sammen og gå i seng. Midnat må være passende, så skal jeg bare prøve at overholde det hver dag!