Mor 2006

Engang var vi et par uden børn og vi ko med tiden til at drømme om børn. Vi vidste ikke hvor mange børn, det skulle være, men jeg tror vi har været enige om, at det er bedst for et barn at have søskende.

Nu er det ved at være længe siden vores prinsesse kom til verden og det er naturligt at tænke over, om hun på et eller andet tidspunkt skal være storesøster. Det er en rigtig svær beslutning. Det skal jo heller ikke komme til at betyde at overskuddet til hende forsvinder.

Jeg snakkede med min psykiater om problemstillingen den anden dag. Der kan jo ske alt fra at jeg i værste fald vil opleve en re-traumatisering og komme tilbage til konstante flash-backs mm. eller der kunne i bedste fald ske det, at jeg ville få en god oplevelse, der lagde den dårlige i baggrunden. Det er jo meget at spekulere over og så er den fysiske del af regnestykket ikke engang taget med.

Hun foreslog at min mand og jeg gjorde to ting. Den første var at skrive for og imod for at få et barn mere samt for og imod for ikke at få et barn mere. Desuden synes hun vi skulle snakke med en passende jordemoder og læge. For det jeg har brug for er at finde ud af, om de kan give mig den tryghed, der gør, at jeg tør igen.

Det er bare SÅ svært. Jeg vil gerne have taget beslutningen, så det ikke skal fylde så meget i mit hoved hele tiden. Men jeg er også bange for at ende et sted, hvor tingene peger imod at opgive at få flere børn. Jeg tror både min kæreste og jeg ville have svært ved at træffe og acceptere sådan en beslutning.

Endnu sværere bliver det af, at vi har været så pressede så længe. Så vi er begge stressede og det går lidt ud over tonen mellem os. Den har det med at være hård ind imellem. Det har jeg svært ved at håndtere og det får mig til at føle mig så skrøbelig, hvilket er irriterende, for jeg synes jo at jeg har det bedre efterhånden.

Vi må prøve at se på mulighederne, se på for og imod og få taget den svære beslutning.